Hobro IK skriver kontrakt med dansk-italiener
Foto: Dannie Rosenkrantz (Hobro IK)
Hobro IK forstærker sig med den 25-årige dansk-italiener Sebastian Avanzini, der kommer til klubben på en tre-årig kontrakt.
Når Hobro IK om 10 dage går på banen til den første kamp i den nye sæson i NordicBet Ligaen, kan det blive med dansk-italiensk islæt på holdkortet.
Den nordjyske klub forstærker sig nemlig med 25-årige Sebastian Avanzini, der kommer til klubben på en tre-årig kontrakt. Det oplyser Hobro IK i en pressemeddelelse.
Sebastian Avanzini har i sin karriere spillet for en række danske klubber, og han kan både spille back og på midtbanen.
- Sebastian er en dygtig og dynamisk midtbanespiller, der kan dække flere positioner, hvilket er med til at give en god balance i truppen. Vi får samtidig en energisk spiller, der er god på bolden, og med en sult, der kommer til at smitte af på resten af holdet, siger teknisk chef Lars Justesen om nyerhvervelsen.
Glæder sig til at komme i gang
Sebastian Avanzini har en italiensk far og en dansk mor. Han har tidligere spillet for Lyngby Boldklub, Ballerup-Skovlunde Fodbold, BK Frem, Skovshoved IF, AC Horsens, Hvidovre IF samt færøske KI Klaksvik.
- Jeg er glad for at have min fremtid på plads, og at jeg nu skal tørne ud for Hobro IK, er jeg rigtig stolt over. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde alle i og omkring Hobro IK, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med forberedelserne til den kommende sæson, siger Sebastian Avanzini.
Hobro IK indleder den nye sæson 23. juli på udebane mod FC Fredericia.