Hobro IK henter Oliver Thychosen
Foto: Dannie Rosenkrantz (pressefoto)
Oliver Thychosen skal fremover tørne ud i Hobro IK-trøjen, da klubben fra Mariagerfjord er blevet enige med offensivspilleren om en toårig aftale.
Superligaholdet forstærker sig i angrebet med Viborg FF-spiller.
Der gik ikke mange timer fra første træning, til Hobro IK-sportsdirektør Jens Hammer Sørensen og den offensive Oliver Thycosen havde sat deres underskrifter på en kontrakt.
For torsdag indledte Superliga-holdet deres sæsonstart med træning på anlægget i Hobro, og knap var støvlerne banket af, inden nyheden om forstærkningen blev offentlig.
- Vi har fulgt Oliver i flere år og har flere gange forsøgt at hente ham til klubben. Nu lykkedes det endelig, og det er vi virkelig glade for. Vi har haft et godt forløb med flere gode samtaler med Oliver, og vi er ikke i tvivl om, at han bliver en gevinst for os. Han er en dygtig offensivspiller, som også arbejder hårdt og seriøst, og han kommer til at præge kulturen her i klubben positivt, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Oliver Thychosen skal fremover tørne ud i Hobro IK-trøjen, da klubben fra Mariagerfjord er blevet enige med offensivspilleren om en toårig aftale. 26-årige Oliver Thychosen har senest været på kontrakt i Viborg FF, hvor aftalen udløb denne sommer. Han startede seniorkarrieren i Vejle Boldklub og har derudover spillet for FC Nordsjælland og senest Viborg FF.
Også cheftræner Peter Sørensen glæder sig over, at Oliver Thychosen tilslutter sig Hobro IK.
- Jeg har haft et godt øje til Oliver i flere år, og jeg har også forsøgt at hente ham til mine tidligere klubber, men uden held. Jeg forventer, vi kan forløse noget af det kæmpe potentiale, som Oliver uden tvivl besidder, så begge parter bliver begejstret for samarbejdet, siger han.
Oliver Thychosen, der primært gør sig som kantspiller, har fået et godt indtryk af klubben, og ser frem til at tørne ud i den gule trøje.
- Hobro IK er en klub, hvor der altid spilles med hjertet, og hvor man altid giver sig fuldt ud. Man har præsteret over alle forventninger i mange år efterhånden, så der må blive arbejdet rigtig godt i klubben, og det glæder jeg mig til at blive en del af, fortæller Oliver Thychosen.
Gense herunder et par interview-bidder fra torsdag med netop sportschef Jens Hammer Sørensen og cheftræner Peter Sørensen.