Hobro IK forlænger med rutineret midtbanespiller
Foto: Dannie Rosenkrantz
Efter korte forhandlinger er Hobro IK og Martin Mikkelsen blevet enige om at forlænge samarbejdet med endnu et år.
Han har været med siden Hobro IK spillede deres første kamp i Alka Superligaen nogensinde i 2014. Og nu bliver han frem til sommeren 2019. Det står klart efter Martin Mikkelsen har underskrevet en ny aftale med Hobro IK.
- Vi var meget interesserede i hinanden, så jeg tror kun vi forhandlede i omkring ét minut. Jeg er kommet til et sted i
min karriere, hvor jeg ikke har lyst til at være i andre klubber, og jeg er lykkelig over at have det næste halvandet år af
min fremtid på plads i så fed en klub med så mange gode mennesker, siger Martin Mikkelsen om
kontraktforlængelsen.
Martin Mikkelsen har spillet 102 kampe i Hobro-trøjen. Så det er en mand med mange kilometer i benene i den gule trøje, der nu bliver endnu en sæson i klubben.
- Vi er meget tilfredse med at forlænge med Martin, som har været fantastisk for os siden sin ankomst i 2014. Han
passer perfekt ind i Hobro IK både på og uden for banen. Vi vil rigtig gerne Martin, og han vil rigtig gerne Hobro IK, så
jeg kan godt afsløre, at det ikke har været svært at forhandle en ny aftale på plads, udtaler sportschef Jens Hammer
Sørensen.
Næste gang Martin Mikkelsen og resten af Hobro IK skal i aktion er på søndag på hjemmebane, når der er lokalopgør med AaB.