Her rimer unge på folkemusik: Sigrid er til folkefestival og lever for det
Mens eleverne er på påskeferie, fyldes nordjysk skole af unge på festival - en folkemusik og -dansefestival.
Fordomsfeberen kan godt ramme, når man tænker 'unge' og 'musikfestival'.
Men langt fra sommerens festivalscener, er der i Nordjylland lige nu samlet halvanden hundrede unge til en noget anderledes type af festival.
Henover en uge i påsken er over 150 unge mellem 15-25 år samlet på Bymarkskolen i Hobro.
- Jeg lever for det. Det er en af de bedste ting for mig!
Begejstringen er omtrent ligeså stor - hvis ikke større - for unge Sigrid Smith som hvis de havde stået i Nibes Skalskov og skrålet med på Nik & Jay til festivalen.
- Det er fællesskabet, der betyder noget. Vi er en kæmpe flok, der dedikerer en hel uge om året til det her, fortæller hun til TV2 Nord, alt imens folkedanserytmerne banker afsted bagved.
'ROD' hedder det årlige folkemusikstævne for Sigrid Smith og de andre unge.
Selv kommer hun fra en rytmisk musikbaggrund, og hun mener det er en forkert fordom at musikken er gammeldags.
- Den er faktisk i fremgang. Mange har måske følt, at det mest er 'for de ældre - ikke for mig', siger hun og fortsætter:
- Man har måske danset 'Åh Susanne' i folkeskolen. Men faktisk er der mange smukke, traditionelle danse som vi prøver at holde i live - og putte nyt liv i med ungdommen her.
- Det er tilladt at give det sit eget præg, forklarer Sigrid Smith.
Selv bruger hun det meste af sin tid på det.
Hun spiller violin, men de mange unge kommer fra vidt forskellige musikalsek baggrunde - både elektronisk, rytmisk og jazz.
- Men vi har kærligheden og traditionen til fælles, siger hun.
- Jeg bruger faktisk meget tid på det. Nu rykker jeg på konservatoriet i Esbjerg til sommer, hvor der er en folkelinje. Så der er næsten altid folkemusik omkring mig.
- Og som du kan se, så griner og smiler og alle har det sjovt, lyder det fra festivalgæsten.