Hærværk på kirkegård: Dommen er udskudt i to dage
Foto: Jeppe Hostrup
De mange oplysninger i sagen trak ud under onsdagens retsmøde. Her kom det blandt andet frem, at tiltalte havde maling på hænderne, som kan kædes til hærværket.
Retssagen mod den 46-årige mand, der er tiltalt for at have begået omfattende hærværk mod kirkegårdene i Visborg og Hadsund, skulle have været afgjort i dag.
Men på grund af de mange oplysninger, der i dag kom frem i retten, blev selve domsafsigelsen udskudt til på fredag.
Anklager Bjørn Fogh Sørensen går fortsat efter en behandlingsdom til den 46-årige mand fra det østlige Himmerland, der, udover hærværket mod kirkegårdene, også er tiltalt for 12 andre forhold omhandlende indbrud, hærværk og blufærdighedskrænkelse.
De to tiltalepunkter, der handler om hærværk på kirkegårdene, omfatter skænding af i alt 228 gravsten - hærværk, der kostede 120.000 kroner i Visborg og 230.000 kroner i Hadsund. Det nægter den 46-årige dog at stå bag.
Han har dog erkendt seks af de i alt 14 tiltalepunkter i anklageskriftet. De erkendte sager omhandlede blandt anden hærværk og nogle indbrud.
Under onsdagens retsmøde blev de sidste relevante oplysninger i sagen fremlagt af anklager Bjørn Fogh Sørensen.
Han forsøgte blandt andet at påvise, at tiltaltes forklaring om, at han havde været på den lokale Q8-tankstation i Hadsund i stedet for på kirkegården, ikke holdt vand.
Tiltalte havde nemlig tidligere oplyst, at han med jævne mellemrum kører fra sin bopæl cirka syv kilometer fra Hadsund og ind til tanken i Hadsund. Og dermed i nærheden af kirkegården, men altså ikke derinde.
- I retten blev der vist billeder fra videoovervågningen på Q8, og her var tiltalte ikke på. Så han havde altså ikke været på tanken og købe en sodavand, sådan som han ellers påstod, fortæller anklager Bjørn Fogh Sørensen.
Vidner har tidligere udpeget den tiltalte som dén person, de så komme inde fra kirkegården på den pågældende aften.
Maling på hænderne afslører tiltalte
Den 46-årige er også tiltalt for at male på en privatpersons hus - en anklage, han nægter.
I retten vidnede en politibetjent, som havde en anden udlægning af påstanden.
- Betjenten forklarede, at tiltalte havde samme guldmaling på hænderne, da de var ude for at snakke med ham i hans hjem, som der var blevet brugt under hærværket, fortlarer anklager Bjørn Fogh Sørensen.
Dog fastslog man også hos Teknologisk Institut, at en anden blå maling, der blev fundet på tiltaltes hænder, ikke stemmer overens med malingen på huset, der blev udsat for hærværk.
Alle vidneudsagn og procedurer er nu fremlagt i sagen - og tilbage mangler kun selve domsafsigelsen.
- Der er ikke kommet noget frem, som betyder, vi frafalder dele af anklagerne. Vi mener stadig, han er skyldig og skal idømmes en behandlingdsom og herefter indlægges på psykiatrisk afdeling, siger Bjørn Fogh Sørensen.