GPS-tyve taget med udstyr for 400.000 kroner
To mænd fra Litauen blev natten til onsdag stoppet ved Hobro med fire stjålne GPS-systemer
Et godt natterov i Himmerland kom klokken 01.50 natten til onsdag til en brat ende for to mænd fra Litauen, som kørte rundt i en udlejningsbil.
De blev stoppet af en patrulje på Nordre Ringvej ved Hobro, og en hurtig gennemgang af bilen resulterede i fundet af ikke mindre end fire GPS-styresystemer og et tilsvarende antal skærme. Styresystemer og skærme bruges som enhed i traktorer, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.
- Og de har altså en værdi på op mod 100.000 kroner for sådan et sæt. Så betjentene spurgte, hvor de her to mænd havde systemerne fra, men de havde ikke lyst til at snakke og måtte med en tur i detentionen i Hobro, siger Per Vagn Nielsen.
Onsdag morgen er anmeldelserne om stjålne GPS-styresystemer begyndt at tikke ind hos politiet. Der er blandt andet kommet en anmeldelse fra Nørager.
- Så nu ved vi også, hvor gerningsstederne er. Jeg vil tro, at de to litauere efter det her bliver sendt ud af landet, siger Per Vagn Nielsen.