Glemsom serie-indbrudstyv fanget: Politiet efterlyser ejermænd til stjålne ting
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Tyven har både stjålet værktøj og nøgler.
Hobro har været ramt af en række indbrud den seneste tid. Nu viser det sig, at flere af dem relaterer sig til hinanden.
Nordjyllands Politi har nemlig sigtet en person for tyverier på henholdsvis Mågevej og Vibevej i Hobro. Tyven erkender, at det er ham, der står bag indbruddene.
Det fortæller politikommissær Lars Rosenvinge.
Se billeder af tyvekosterne nederst i artiklen
Ikke nok med det, så har tyven også begået indbrud på andre adresser i området. Det står klart, efter politiet undersøgte en adresse på Strandvej i Hobro, hvor tyven opbevarede de stjålne ting.
Beder om hjælp
Det er dog bare ét problem. Den sigtede tyv kan ikke huske, hvor han har stjålet tingene henne. Det drejer sig både om værktøj - herunder en kapsav og en båndpudser af mærket Falke og forskellige nøgler.
Derfor beder politiet nu folk om hjælp.
- Vi savner ejere til flere ting. Hvis nogen kender noget til det derude, må de meget gerne henvende sig til politiet i Hobro, siger Lars Rosenvinge.