Flere lokale jubler over Støjbergs nye parti: - Det er en glædens dag
Der er stor lokal opbakning til nordjyske Inger Støjberg og hendes nye parti Danmarksdemokraterne. Blandt vælgerne på gaden er støtten ikke til at tage fejl af.
I månedsvis er der blevet spekuleret i, hvad den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg havde af politiske fremtidsplaner. Nu er svaret kommet. Torsdag præsenterede hun nemlig sit nytstiftede parti, Danmarksdemokraterne.
- Det har vi ventet på i lang tid. Så i dag er en glædens dag, siger Rene Jensen fra Veddum.
- Det, synes jeg, er fantastisk. Det har hun også fortjent, lyder det fra Inge Birkelund.
Og opbakningen til Inger Støjberg er stor i Hadsund, hvor hun bor.
- Jeg synes, det er sejt gået, er reaktionen fra Lene Svenningsen fra Hadsund, som fortsætter:
- Jeg skal nok støtte hende.
- Vi mangler en Inger Støjberg, er reaktionen fra Charlotte Winther fra Randers.
Det nye parti kan meget vel få rod i Nordjylland, hvor Inger Støjberg selv bor, og hvor hun for mange har en stor politisk plads.
Stor betydning for Nordjylland
Inger Støjbergs nystiftede parti Danmarksdemokraterne har allerede fået godt halvdelen af de vælgererklæringer, partiet skal bruge. Partiet skal bruge 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsparate til folketingsvalget.
- Jeg tror, de får det svært, de andre partier, lyder det fra Lene Svenningsen fra Hadsund.
Ifølge TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev kan Danmarksdemokraterne få stor betydning for Nordjylland. En holdning, flere nordjyder erklærer sig enige i:
- Hun holder jo på, at vi skal have nogle af alle de ting, der foregår på Sjælland og i København, dem skal vi have herover. Det kan jeg kun give hende ret i, siger Henrik Winther fra Hadsund.
- Vi kan godt blive glemt. Især sådan en lille by, som jeg bor i, bliver nemt glemt. Jeg tror, det er noget af det, hun har med i hendes politik, det virker det i hvert fald som om, er reaktionen fra Rene Jensen.
Nordjysk støtte
Det nye parti vil særligt tale til dem, der bor udenfor de større byer i Danmark:
- Det bliver et parti for folk, som vi er flest. Vi sætter fokus på, at Danmark ikke knækker over. Vi skal have en stærk hovedstad, men man må ikke glemme, at mange af arbejdspladserne ligger i det, vi kalder ’produktions-Danmark’, siger Inger Støjberg torsdag til TV 2.
Og den erklæring vækker begejstring i det nordjyske. Til spørgsmålet om, hvorvidt de lokale, vi har talt med, er villige til at stemme på Danmarksdemokraterne, lyder der generelt et rungende ja:
- Jeg står i forreste række, og sådan er det, lyder det fra Henrik Winther fra Hadsund.
- Der er slet ingen tvivl. Jeg har også i dag givet min vælgererklæring. Hvis vi i aften kan gå ind og melde os ind i partiet, så gør jeg også det. Så langt vil jeg gå for det, lyder det fra Rene Jensen.
Politisk analytiker: - Hvor stiller hun op?
Ifølge politisk analytiker Søren Wormslev, er noget af det, vi endelig mangler svar på, hvor Inger Støjberg selv vælger at stille op:
- Hun har hidtil haft en solid base i Vestjylland, men hun bor jo i Nordjylland. Kunne hun finde på at stille op i Nordjylland, hvor hun altså direkte ville komme i 'clinch' med statsminister Mette Frederiksen?
Han peger på, at Inger Støjberg som jo bor i Nordjylland i Hadsund, uden tvivl har masser af nordjyske støtter, Ikke mindst i Mariagerfjord Kommune.
- Det bliver først og fremmest hos frafaldne DF-vælgere, at Inger Støjbergs nye parti skal hente sine stemmer i Nordjylland, lyder det.
Her kan du høre om Inger Støjbergs nye parti, der har fået navnet Danmarksdemokraterne: