Flere klubber viser stor interesse for ung nordjysk forsvarsspiller
Foto: Hobro IK (pressefoto)
19-årige Frederik Dietz har kun siddet på bænken i én enkelt kamp for Hobro IK i denne sæson.
Der er rift om Hobro IK’s lokale midterforsvarer Frederik Dietz fra Hvilsom i Himmerland.
19-årige Frederik Dietz har været en af de bærende kræfter i Hobro IK’s midterforsvar i det første halvår af den danske 1. division.
Der er konkret interesse i ham.
- Lars Justesen.
48 kampe er det blevet til på førsteholdet for den unge venstrebenede forsvarsspiller fra Hvilsom, der ligeledes har en enkelt optræden på det danske U19-landshold på CV’et.
Fremover kan det unge nordjyske talent måske få endnu større kampe på CV’et, for som Ekstrabladet kunne erfare det tidligere fredag, så er der interesse for at købe Frederik Dietz fra flere klubber fra højere luftlag end den danske 1. division. Det bekræfter Hobro IK nu overfor TV2 Nord.
- Der er konkret interesse i ham, siger Hobro IK’s tekniske chef Lars Justesen til TV2 Nord.
I 2021 fik forsvarsspilleren forlænget sin kontrakt med Hobro IK, så den nu løber helt til sommeren 2026. Dermed skal interesserede klubber punge ud med en vis portion penge, hvis de vil købe det nordjyske talent ud af kontrakten med Hobro IK, men Hobro IK er villige til at lytte til det rette bud.
- Frederik Dietz skal til at have det næste step op i sin karriere, og det kan både blive her til vinter eller til sommer, siger Lars Justesen til TV2 Nord.
En af de lokale
Frederik Dietz er en af rekordmange spillere i Hobro IK’s førsteholdstrup, der kommer fra Himmerland. Han er den første spiller af egen avl i Hobro IK’s historie, der er blevet udtaget til det danske U19-landshold. Han har været en del af klubben, siden han var U12-spiller, så interessen fra større klubber får den himmerlandske klub til at gå med oprejst pande.
- Det er vi sindssygt stolte af. Det er det næste skridt, vi mangler at tage i vores talentudviklingsprogram – at få solgt en spiller af egen avl, og vi kommer også til at fejre det, når det sker, siger Lars Justesen.
I denne sæson har Frederik Dietz spillet 18 kampe for barndomsklubben Hobro IK og kvitteret med et enkelt mål.