Fjordkommune frygter flere oversvømmelser i fremtiden - nu beder de borgere om hjælp
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
SuperBrugsen i Hobro under vand.
Borgere inviteres til at komme med gode idéer og forslag til, hvad der skal prioriteres først.
Mariagerfjord Kommune er ved at forberede sig til fremtidens vandmasser.
For med rapporter fra både FN og DMI om, at vandstanden vil stige i fremtiden, og at der oftere vil være vildt vejr som stormfloder, store mængder nedbør og få men kraftige byger om sommeren - ja, så har kommunen med den store fjord besluttet at lave en klimaplan.
- Det lyder voldsomt. Vi har heldigvis ikke været så hårdt ramt af oversvømmelser endnu. Men med nærheden til Mariager Fjord og Kattegat er vi nødt til at lave tiltag, der kan sikre området mod mulige oversvømmelser, øget nedbør og stigende grundvand, forklarer Jesper Skov Mikkelsen (V), der er formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune.
Er nødt til at prioritere
Kommunens plan er netop sendt i offentlig høring, og her håber udvalgsformanden, at borgerne vil komme med forslag til, hvordan man bedst sikrer kommunen.
- Flere af disse tiltag er omfattende og dyre. Derfor har vi brug for alle input og dialog om, hvordan vi skal prioritere indsatserne, siger han.
Kommunens forslag
Herunder kan du se et udpluk af de ting, som kommunen mener, der skal sættes i gang:
På kort sigt (2023-2026)
Der skal etableres højvandslukke.
Der skal udarbejdes en beredskabsplan til højvandsvarsel.
Der skal etableres pumper ved Brotorv.
Det skal undersøges, om man kan lave en højtvandsbarriere rundt om havnefronten.
På mellem sigt (2027-2030)
Etablering af nedbørsløsninger i risikoområder.
Etablering af seperatkloakering i Skjellerup og Visborg.
På lang sigt ( 2031-2050)
Der skal laves vandløbssikring. Hvis der er potentiale til at lade det løbe i Onsild Ådal.
Seperatkloakering flere steder.
Kajkanten skal forhøjes i Mariager.
Der skal etableres afværgeforanstaltniner til håndtering af skybrudsregn.
Planen indeholder også ting, som grundejere selv har ansvaret for at udføre. Det kan for eksempelvis være at sikre sin ejendom mod skybrud, stigende grundvand eller oversvømmelser.
- Det kræver både små og store skridt at sikre vores område mod klimaforandringer. Men sammen kan vi gøre en forskel. For at sikre en bred og åben dialog, inviterer vi til borgerne til møde, hvor alle har mulighed for at udtrykke deres holdninger, bekymringer eller forslag, fastslår Jesper Skov Mikkelsen.
Der er indkaldt til borgermøde 26. april klokken 19.00 i Arden Hallerne. Planen er i høring frem til 8. maj.