Fem Hobro-virksomheder afsløret i social dumping
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol, så skatten kan opgøres korrekt.
Seks virksomheder i Hobro fik 4. november besøg af Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet, og hos fem af dem var der problemer med social dumping.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Vores indsats mod social dumping har fokus på, at der bliver betalt korrekt skat og moms til Danmark af især udenlandske medarbejdere og virksomheder. I fem af de seks virksomheder vi besøgte i Hobro, fandt vi indikationer på social dumping. Det svarer til 83 procent af virksomhederne. Det er en smule mere end landsgennemsnittet på 78 procent, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.
Hvad er social dumping?
Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.
Det er hovedsagelig virksomheder inden for byggebranchen, der blev kontrolleret.
Som led i den landsdækkende aktion har Skattestyrelsen besøgt 54 virksomheder fordelt over hele landet. I 42 af virksomhederne fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping. Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol, så skatten kan opgøres korrekt.
- I de virksomheder, vi skal se nærmere på i Hobro, ser det ud til, at en række udenlandske virksomhedsejere skal anses for at være lønmodtagere i de danske virksomheder, de udfører arbejde for. Det betyder mere konkret, at den danske virksomhed løbende skal indeholde skat af den løn, de får udbetalt. Opgaven for os er nu at finde ud af, hvor lang tid de har udført arbejde for den danske virksomhed, og hvad de har fået i løn, så vi kan få opgjort og afregnet skatten korrekt, siger Ernst O. Nielsen.
I forbindelse med den landsdækkende kontrol har Skattestyrelsen talt med 141 personer, hvoraf de 105 var udenlandske.