Kort Nyt

Er der spottet en delfin i nordjysk fjord?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Martin Ulstrup og hans kæreste fra Aalborg glemmer ikke denne tirsdag lige foreløbig. 

Da de var på en sejltur omkring klokken 12.30 i Mariager Fjord, fik de nemlig følgeskab af en sød fætter i vandet. 

- Ud fra hvad vi kan læse, så kan vi udelukke, at det er et marsvin på grund af udseendet på finnen, lyder det fra Martin Ulstrup, der er overbevist om, at det er en delfin. 

Se videoen herunder, og vurdér selv, hvad du synes, det ligner:

Parret sejlede fra Øster Hurup mod Mariager, og herunder kan deres præcise lokation, på tidspunktet for det fine "besøg", ses.

Sammenstød med lygtepæl endte i politijagt

Udrykningstiden var søndag ualmindelig kort, da politiet satte efter en bil i Hobro.

Klokken 14:42 fik de en anmeldelse om et færdselsuheld. Her var en bilist banket ind i en lygtepæl på Aalborgvej nær politistationen i Hobro.

Bilisten var kørt fra stedet efter uheldet, og han så ikke ud til at have interesse i at snakke med politiet. I hvert fald ville den 57-årige mand ikke standse.

Politiet måtte derfor jagte ham i knap to kilometer, før de fik ham stoppet.

Politikommissær Mikkel Brügmann fra Himmerlands Politi oplyser, at bilisten, der er fra Nørager-området, nu er sigtet for flere forhold forhold. Manden er sigtet for at flygte, og desuden er han sigtet for narkokørsel.

Beredskabet hastede ud til bygningsbrand

Et røgdykkerhold blev natten til tirsdag indsat på Høngårdsvej i Østervrå.

Her var der udbrudt brand i en virksomhed.

'Der er tale om brand i en mindre container', skrev Nordjyllands Beredskab på X klokken 04:45. Bare syv minutter senere lød det, at bygningen var sikret.

Ifølge Jesper Sørensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, har ejendommen lidt en smule skade som følge af branden. Ingen personer kom dog til skade.

Klokken 05:19 var Nordjyllands Beredskab færdige på stedet. Anmelderen var en person fra en nabovirksomhed. Politiet fik anmeldelsen ind klokken 04:08.

Kommune vil forebygge indbrud

Frederikshavn Kommune er indgået en aftale med Nordjyllands Politi om at sætte forebyggelse af indbrud på dagsordenen.

- Tryghed kommer af mange forskellige ting, men vi vil eksempelvis gerne sørge for at motivere flere beboere til at blive nabohjælpere og nabovenner, fordi vi via disse netværk effektivt kan få vigtige kriminalpræventive budskaber spredt i hele kommunen, når det er relevant, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.

Bag aftalen står også TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive råd.

- Høj tryghed noget af det, vi som en kommune med mange mindre byer og sommerhuse har som et vigtigt budskab; at her er trygt og roligt at bo, og den tryghed vil vi nu øge endnu mere, siger borgmester Karsten Thomsen (S).