El-løbehjul hærger gågaden: - Jeg er blevet påkørt to gange
Peter Møller har nu sat sit eget skilt ud på gågaden. Foto: Thomas Medom Marcus, TV2 Nord
Der er alt for mange el-løbehjul, cykler og scootere i gågaden i Hobro. Det mener butiksindehaver Peter Møller i hvert fald.
Peter Møller er forretningsdrivende i gågaden i Hobro. Men ifølge ham er der alt for mange, som ikke respekterer, at det er en gågade.
- Det er forkert, og det er farligt, siger Peter Møller, idet der farer endnu et el-løbehjul forbi ham.
I begge ender af gågaden er der placeret skilte, som fortæller, at kørsel på diverse køretøjer er forbudt. Men alligevel er cykler, scootere og løbehjul ikke et sjældent syn iblandt gående og indkøbslystne hobrogensere.
- Personligt er jeg selv blevet påkørt to gange. Både af et el-løbehjul og af en cykel, siger Peter Møller, der er indehaver af Thiele Hobro og Guldsmed Møller.
VIDEO: Se hele indslaget herunder:
Nyt skilt
Derfor har Peter Møller nu taget sagen i egen hånd. Han har placeret endnu et skilt på gågaden, som skal synliggøre, at en gågade er til gående.
Og for netop de gående falder de mange køretøjer heller ikke i god jord.
- Det er det rene kaos, når klokken er 15-15:30, siger Sonja Greve, mens Gudrun Sørensen supplerer.
- Man bliver forskrækket, fordi de kører lige forbi.
- Det er ubehageligt, fordi man skal hele tiden passe på og se sig for, lyder det fra Julie Christiansen.
Peter Møller har prøvet at ændre kulturen hos de forbikørende, men det har ikke altid været lige behageligt.
- Flere gange lovede de mig tæsk, og flere gange var de ligeglade, siger han.
Om personerne lærer at trække gennem gågaden, ved han ikke. Men han håber.
- Jeg drømmer om, at man kan få fjernet de el-løbhjul i fremtiden, og at man kan respektere trafikloven og loven om en gågade, siger Peter Møller.