Ejendomsmægler glæder sig over nyt udspil: - Det er jo de færreste, der kan købe et hus kontant
Regeringen lancerede mandag et initiativ, der skal gøre det lettere for borgere at optage lån til boliger i landdistrikterne.
Det er en god dag for indehaver Tom Pedersen fra Mæglerringen i Hadsund.
- Jeg kunne nærmest ikke få armene ned, da jeg hørte nyheden. Men det skulle jeg, for jeg kørte bil. Det er jo det forslag, vi har ventet på i årevis, siger han.
Det er mandagens nyhed fra Erhvervsministeriet, han taler om. Her kom erhvervsminister Simon Kollerup (S) med et udspil, der skal gøre det nemmere at købe huse i de områder, der ligger lidt væk fra byerne.
- Vi kan se, at det i for høj grad ser ud til, at det er postnummeret, der afgør, om du kan låne til en bolig i Danmark, og sådan skal Danmark ikke være, siger Simon Kollerup om baggrunden for det nye forslag.
Foreslår statsgaranti
Siden finanskrisen har der været problemer med at få godkendt boligfinansiering til huse, der ligger i yderkanterne. Det skal der laves om på nu.
Regeringen foreslår derfor, at der indføres en model med statsgaranti på realkreditbelåningen mellem 60 og 80 procent af boligens værdi i postnumre med lave kvadratmeterpriser, hvilket vil sige kvadratmeterpriser under 8.000 kroner.
Det betyder konkret, at staten vil garantere den yderste fjerdedel af realkreditlånet. Modellen skal bruges i de tilfælde, hvor realkreditinstitutterne ikke tilbyder belåning på grund af for stor usikkerhed om ejendommens værdi i udvalgte områder.
- Vi vil have et Danmark med lige muligheder, og derfor kommer vi med et forslag om en statsgaranti, siger Simon Kollerup.
Tom Pedersen har ofte oplevet at have købere, der ikke kunne blive lånegodkendt til et hus, fordi huset havde en bestemt placering. Hvis de derimod købte et hus i en større by, måtte de låne et større beløb.
- Jeg har ventet på det her rigtig længe. Det er jo så drønærgerligt, når man har alle komponenter, man skal bruge for at have en handel, men at det så går i vasken på grund af banken. Det er jo de færreste, der kan købe et hus kontant, siger ejendomsmægleren.