Efter voldsomt overfald: Fire maskerede gerningsmænd flygtede i sølvgrå bil
En mand er svært tilskadekommen efter et brutalt overfald på Amerikavej i Hobro. Onsdag eftermiddag var politiet massivt tilstede i byen i jagten på fire gerningsmænd.
Nordjyllands Politi jagter stadig de fire mænd, der onsdag eftermiddag overfaldt en femte mand. Man ved dog, at de flygtede i en sølvgrå personbil.
Det er stadig uvist, hvorfor fire mænd onsdag eftermiddag overfaldt en 20-årig mand i en lejlighed på Amerikavej 28 i Hobro.
Og onsdag aften er det også stadig uvist, hvor de fire mænd er flygtet hen efter overfaldet. Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard i en pressemeddelelse.
Nordjyllands Politi ved dog, at de fire mænd, der var maskerede, flygtede fra gerningsstedet i en sølvgrå personbil.
- Hvis nogen har set denne bil eller har observeret noget andet i området før eller efter overfaldet, må man meget gerne kontakte os på telefon 114. Ring hellere en gang for meget end en for lidt, siger vagtchefen.
Offeret, en 20-årige mand, var svært tilredt efter overfaldet, hvor der blev brugt slagvåben. Han er dog uden for livsfare, oplyser Nordjyllands Politi.
Politiet har siden anmeldelsen været massivt til stede i området med et større antal politi-styrker.
- Vi efterforsker på højtryk. Vi fortager både tekniske undersøgelser, forhøringer i området og afhøring af forurettede, siger Poul Fastergaard.
Og derfor kan politiet af hensynet til denne efterforsking på nuværende tidspunkt ikke udtale sig yderligere om sagen.