Efter storbranden: - Chokket har endnu ikke lagt sig
Video e2afd6dbb8aa2b for publish Mwh2gPR3BbKlve
Efter søndagens storbrand står beboere fra 18 lejligheder uden tag over hovedet.
- Vi gør hvad vi kan for at finde en bolig de kan bo i midlertidigt, siger Anders Kjær, direktør i Hobro Boligforening.
Selv om hjælpen er stor og ingen mistede livet har chokket endnu ikke lagt sig.
- Jamen, jeg har jo ikke sovet. Det har været lidt hårdt, siger en berørt Jette Klausen, der er beboer i boligbebyggelsen.
Det var en voldsom og ødelæggende brand, der søndag eftermiddag hærgede boligbebyggelsen Stoldal i Hobro. Beboere i 64 lejemål måtte evakueres og der er sket så store skader i 18 lejligheder, at der kommer til at gå tre til fire måneder før beboerne kan flytte ind igen.
Det er situationen for Bent og Jette Klausen, hvis tanker går til de beboere, der har mistet alt, da de ikke har en indboforsikring.
- Tænk på de stakkels mennesker, hvor alt er brændt og der er nogen, der har været uheldige og ingen forsikring har, siger Jette Klausen.
Tita Kala og hendes familie står i den situation, da lejligheden er total udbrændt.
- Lige nu bor vi på vandrehjem, siger sønnen Marcus Kala.
Måneders arbejde forud
Imens arbejder boligforeningen på at genhuse familien.
- Og så skal kommunen selvfølgelig også hjælpe med seng og tøj, siger Anders Kjær.
I Hobro idrætscenter har frivillige samlet tøj ind til de beboere, som kun har det de står og går i.
- Der er intet tilbage. De står på bar bund, siger Dina Birkedal Berwald, der er initiativtager til en hjælpegruppe, der samler tøj og andet ind.
Beboerne må væbne sig med tålmodighed siger direktøren fra boligskabet. Det kommer til at tage mindst tre til fire måneder, at renovere bygningen. Jette Klausen er alligevel fortrøstningsfuld.
- Det går nok. Lige en god nattesøvn og så klør vi på igen, siger hun.