Duedahl forsvarer forringelser af sundhedsvæsen - udspringer af "enorm stram økonomi"
Mads Duedahl mener, at det er nødvendigt at prioritere regionens midler.
Tirsdag sendte Region Nordjylland en spareplan på otte millioner kroner i høring. Besparelsen vil lukke skadeklinikken i Farsø, skadestuen i Hobro og give mindre bemanding på Thisted Sygehus.
Mads Duedahl (V), regionrådsformand i Region Nordjylland, mener, at det er de rigtige steder at spare, selvom det vil betyde forringelser i det nære sundhedsvæsen.
- Men det er jo noget, der udspringer af, at vi har en enormt stram økonomi i Region Nordjylland og generelt i de danske regioner, siger han og fortsætter:
- Med stigende medicinpriser, en buldrenede inflation, flere og flere folk, vi skal tage os godt af i sundhedsvæsenet, så har der jo gennem længere tid været udfordringer. Det resulterede jo i en spareplan på i omregnet 300 millioner kroner sidste år.
Mads Duedahl fortæller også, at det er nogle tilbud, hvor man ikke får helt så meget ud af dem, som det man investerer i dem.
Få brugere
Når forslaget kommer til høring, så kan alle selvfølgelig komme med argumenter og indsigelser for, hvorfor det ikke skal gennemføres. Den frist løber frem til 5. marts.
Region Nordjylland vil ifølge Mads Duedahl meget gerne høre på, hvad der kommer fra borgene, men han oplyser også, at det ikke er særlig mange, der udnytter tilbuddene.
- Skadeklinikken i Farsø har cirka ni borgere om dagen, og Hobro har cirka fem borgere om dagen. Det er jo ikke synderligt meget, i forhold til man har et vagt-setup til at stå klar. Så på den måde må vi sige, at vi først og fremmest må prioritere, hvordan vi får mest muligt for vores skattekroner, siger regionrådsformanden og fortsætter:
- Derudover må man også spørge sig selv, er de tilbud, vi giver nu, gode nok? Og blandt andet i forhold til skadeklinikken i Farsø, der har jeg jo så nu fået viden om, at man ikke engang kan få en stivkrampevaccination. Og det siger jo lidt om, hvad det er for et tilbud.
Se hele interviewet herunder:
Øget utryghed
Hvad siger du så til de borgere, der vil opleve en øget utryghed ved, at deres nære sundhedstilbud bliver forringet?
- Først og fremmest vil jeg sige, at folks nære sundhedstilbud for langt de fleste er deres almindelige praktiserende læge, som man bør henvende sig til med mindre skader. Og så kan man blive visiteret til en skadestue, hvis der er behov for det.
- Det er ganske få personer, det handler om hver eneste dag, og derfor vil jeg også sige, at det er meget få, der får nogle gener ud af det. Vi skal se på den samlede økonomi, og vi skal jo også kunne prioritere pengene der, hvor de er allervigtigste i vores sundhedsvæsen.