Undgå sammenstød med græssende dyr: Det skal du IKKE gøre
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Selvom kvægene fra den populære Panoramarute bliver fjernet, så kommer der andre dyr i fremtiden.
De har været der lang tid før, der overhovedet var en vandrerute.
Og faktisk har dyr, der græsser på naturområder været et værktøj siden 1917, hvor Naturfredningsloven trådte i kraft.
Og det har de ikke tænkt sig at ændre på i Mariagerfjord Kommune, som har græssende dyr på flere af deres vandreruter - også på Panoramaruten, som er deres mest besøgte rute med op til 35.000 besøgende årligt.
Her bliver dyrene brugt til afgræsning og naturpleje, så arealet holdes lysåbent.
- Det skaber en variation af planter og dyr tilknyttet de planter, og det kunne vi måske godt have gjort med maskiner, men ikke ligeså godt som dyrene gør det, og det ville samtidig have været enormt tidskrævende og dyrt, siger Kenneth Jensen, der er naturforvalter ved Mariagerfjord Kommune.
Angrebet af ko
Men det er ikke uden udfordringer, at dyr og vandrere færdes på de samme naturarealer.
For i sidste uge gik det rigtig galt, da en kvinde blev angrebet af en ko på netop Panoramaruten ved Mariager Fjord.
Derfor er ruten nu midlertidigt lukket, indtil kvægene er blevet flyttet fra området. Løsningen er dog kun midlertidig, for som loven tilskriver, så skal der afgræsses i området. Og det er også noget, kvægejeren vil fortsætte med - dog med andre dyr.
- Jeg vil have en race uden horn, hvad det bliver for en race, ved jeg ikke endnu, men der kommer også heste, for de knytter sig bedre til mennesker end en ko, siger Jørgen Bak Rasmussen, der ejer det kvæg, der indtil for nylig gik og græssede på dele af Panoramaruten.
Hør, hvorfor der er krav om, at vilde dyr skal græsse på naturområder:
Hold dig i ro
Det voldsomme uheld har fået Mariagerfjord Kommune til at tænke over, hvordan lignende uheld ikke sker i fremtiden. De gør derfor opmærksom på, at der findes nogle regler, når man som besøgende går på ruter, hvor der græsser vilde dyr.
- Inden man går ind i sådan et område, så ville jeg som besøgende lige danne mig et overblik over, hvad jeg går ind til, og samtidig læse de skilte, der er sat op, siger Kenneth Jensen.
Ifølge Mariagerfjord Kommune skal man generelt orientere sig, forholde sig stille og roligt, ikke råbe eller skrige - og ikke opsøge dyrene.
- Vi vil ikke have, at dyrene opsøger os, så derfor skal vi heller ikke opsøge dem med for eksempel mad. Det er ikke et sted, der er beregnet til at vi skal "snakke" med dyrene, siger han.
- Der er mange, der ikke er vant til at omgås store dyr, og derfor er det ikke sikkert, de har en fornemmelse af dyrene, så derfor er det godt at holde sig til reglerne, hvor man holder afstand, er rolig, og hvis man absolut skal have sin hund med, så skal den være i snor, siger Mette Vesterhaab Nielsen, der er biolog og sti-ansvarlig i Mariagerfjord Kommune.
Rådene fra Mariagerfjord Kommune
Hvis du som besøgende vil gå på nogle af de vandrestier i Mariagerfjord Kommune, hvor der græsser dyr, så opfordrer kommunen til:
At orientere dig på skiltene, samt respektere reglerne, inden du går ind i indhegningen.
Skabe et overblik over, hvor dyrene befinder sig.
Holde stor afstand til dyrene.
Forholde dig i ro, når du passerer dyrene.
Ikke at kontakte dyrene - heller ikke med mad.
Aldrig at gå mellem et dyr og sin unge.
Generelt fraråder kommunen, at man lufter sin hund i indhegningerne, men hvis hunden er med, så skal den være i snor.
Ikke at råbe, skrige eller løbe blandt eller tæt på dyrene.
Mariagerfjord Kommune henviser også til Natur på tværs, som har lavet en infovideo.
Kilde: Mariagerfjord Kommune
Tror hundene er ulve
Ifølge Kenneth Jensen er det et stigende problem, at folk lufter sine hunde uden snor i indhegningerne. Det stresser dyrene og kan føre til farlige situationer, forklarer Mette Vesterhaab Nielsen.
- Uanset størrelsen så forveksler dyrene hundene med en ulv, og så reagerer de, som hvis det var en ulv, siger hun og bliver bakket op af Kenneth Jensen;
- Dyrene er stressede lang tid efter, hvilket betyder, at du kan komme gående uden en hund, og møde nogle dyr, der er stressede en time efter, de har mødt en hund.
Mariagerfjord Kommune opfordrer derfor til, at ruterne med græssende dyr besøges uden hunde.
Skal forenes
Selvom Mariagerfjord Kommune pointerer nogle retningslinjer, så er det ikke Kenneth Jensen og Mette Vesterhaab Nielsens indtryk, at vandrere på Panoramaruten har gjort noget forkert.
- Der har været nogle uheldige omstændigheder, der har betydet, at der har været uheld, og det prøver vi som plejemyndighed nu på bedste vis at gøre noget ved, så det ikke sker igen, siger Kenneth Jensen.
Men er det ikke bedst bare at adskille folk fra dyrene og lade dyrene være i fred?
- Det ville være rigtig ærgerligt, hvis borgere og turister ikke kan komme ud og opleve den her fantastiske natur, så det vil vi som kommune gøre alt hvad vi kan for, at det i fremtiden også kan lade sig gøre, på en god og sikker måde, så alle får en god oplevelse, uanset om man er græssende dyr eller borger, siger Kenneth Jensen.
Panoramaruten er lukket indtil kvægejeren har fået indhegnet de nuværende kvæg og fjernet dem fra området.