De mødtes på dansegulvet – nu driver de legendarisk kro
Da deres yndlingskro lukkede, tog Dorthe Bejer og Paw Jensen sagen i egen hånd. Nu har de forpagtet Pigernes Kro i Onsild i et år.
Se ”Pigernes Kro” fredage klokken 19.50 på TV2 Nord Salto. Stream første afsnit allerede nu nederst i artiklen.
Historien om forpagterparret på Pigernes Kro i Onsild er en historie om kærlighed. Kærlighed til hinanden – og ikke mindst kærlighed til dansen.
Pigernes Kro har i årevis været stedet, hvor singler og danseglade par mødtes til en svingom på dansegulvet, og Dorthe og Paw har besøgt kroen flittigt.
- Jeg er kommet her gennem de sidste 10 år. Jeg har glædet mig hver gang til at komme herop, siger 60-årige Dorthe Bejer.
Da Paw Jensen spurgte Dorthe, om de skulle forpagte kroen, der efter velmagtsdagene stod tom, tog det ikke mange sekunder, før hun sagde ja.
- Fra vi snakkede om det, til vi sad her på kroen til vores første møde med ejeren Bent, gik der halvanden time, fortæller 58-årige Paw Jensen med et smil.
På dansegulvet glemmer Annie hverdagens stress og jag
I første afsnit af serien ”Pigernes Kro” møder vi parret to uger inden den store åbningsdag.
Der er nok at gå i gang med. Flere hundrede kvadratmeter skal gøres klar til gæsterne, der kommer valfartende langvejs fra.
En af dem, der længe har trippet for at komme afsted, er Annie Bjerglund fra Viborg.
- Dansen kan bare noget. Man bliver glad og glemmer hverdagens stress og jag, siger hun.
Hun er med i en Facebookgruppe for danseglade gæster på Pigernes Kro. I gruppen er der 3300 medlemmer.
- Vi har skrevet meget om hvor meget, vi savner det, og hvor trist, det var, at Pigernes Kro var lukket. Så da vi fandt ud af, at nogle ville starte det op igen, var der jubel. Det var bare super, siger hun.
En anden af Facebookgruppens medlemmer er Finn Husum Larsen fra Sulsted, der tænkte ”yes!”, da han hørte, at der igen blev dans på kroen.
- Nu spiller klaveret snart igen. Nu skal vi ud og have en glad aften og møde nogle rigtig rare mennesker, siger han.
Håber på sød musik
Finn Husum Larsen holder meget af at danse. Og så håber han lidt på, at dansen en dag vil føre til mere – hvis han møder den rette dansepartner på Pigernes Kro.
- Hovedparten af den tid, man er dernede, danser man, men skulle den rigtige stå dernede, så bygger vi lidt på det også, siger han.
For forpagterparret var det netop dansen på Pigernes Kro, der førte dem sammen. I første omgang bare som dansepartnere, men efter nogle års bekendtskab blev de kærester.
- Vi har fundet ud af, at vi passer godt sammen, siger Dorthe Bejer.
Tror på det
Parret har nok at se til. Paw Jensen arbejder indenfor håndværksbranchen i hverdagene, mens Dorthe har en pølsevogn i Bjerringbro.
Om lørdagen hopper de bag baren på kroen, og søndag står den på oprydning.
Den travle tilværelse skræmmer dem ikke. De går til opgaven med ydmyghed og med en tro på projektet.
- At det skulle være Danmarks største dansested, man måske lige pludselig står og forpagter, det er lidt voldsomt et eller andet sted. Men det er spændende, siger Paw Jensen.
Se ”Pigernes Kro” hver fredag på TV2 Nord Salto klokken 19.50. Lige her kan du se snigpremiere på første afsnit: