Computeren var erstattet af fjer og blæk, da elever lærte om reformationen
Foto: Tommy Hald
I år er det er jubilæumsår for reformationen, og det bliver markeret. I Vive ved Hadsund havde den lokale kirke torsdag inviteret Hadsund Skole på besøg for at fortælle dem om Martin Luther og reformationen.
Elever fra Hadsund Skole forsøgte torsdag blandt andet at lære dansen Lutherrap, og underviserne var en række lokalpræster, da de var inviteret på besøg hos den lokale kirke i Vive ved Hadsund.
- Det er en god måde at lære på. Når man leger tingene ind, så gør det ofte, at børnene husker fortællingerne bedre, siger Winnie Huus, præst i Vive-Hadsund Pastorat.
Det er 500 år siden reformationen begyndte i Europa, og i den anledning var de lokale præster torsdag klædt ud, som eksempelvis Martin Luther og hans hustru Katharina. Luther skrev med fjer og blæk, og den disciplin fik eleverne også lov til at prøve kræfter med.
- Det er lidt anderledes end at skrive på computeren, siger Maja Bech Ferlev Andersen, der går i 5.A på Hadsund Skole.
Hadsund Skole er glade for samarbejdet med den lokale kirke som et supplement til undervisningen.
- Jeg tænker, at de får et helt andet kendskab til Luther og reformationen på denne her måde. Om nogle år er det sådan noget, de husker tilbage på, og så ved de, hvem Luther var, og hvad han gjorde siger Marie Gammelgaard, lærer på Hadsund Skole.
Eleverne var også ganske tilfredse med den anderledes religionsundervisning.
- Jeg kan bedre lide at komme ud og lave noget sjovt i stedet for bare at sidde på en stol indenfor, siger Peter Dyremose Nielsen fra 5.A på Hadsund Skole.