Bestjålet midt i middagslur: Flere indbrud i nordjysk by ved højlys dag
I to af tilfældene var beboerne hjemme, mens tyven var på spil.
Ude godt, men hjemme bedst.
Desværre var det ikke helt tilfældet for tre uheldige borgere i Hobro tirsdag. Her fik Nordjyllands Politi nemlig hele tre anmeldelser omkring indbrud i hjemmet.
Der var bare lige det, at det var ved højlys dag, og to af de tre borgere var i hjemmet, mens tyven var på spil.
Det fortæller Jesper Fredsgaard, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Himmerland.
Bestjålet midt i middagsluren
Det første indbrud var i en villa på Horsøvej i Hobro mellem 10.30 og 15. Her lå beboeren og sov sin middagslur med vinduet på klem.
Tyven benyttede sig af netop det åbne vindue til at komme ind i huset. Efterfølgende gennemrodede tyven skuffer og skabe. Der blev stjålet en tegnebog, men man har endnu ikke det fulde overblik over tyvekosterne.
I Adelgade var det en ældre dame, som fik uønsket besøg. Her fik hun nemlig stjålet sin taske med pung i fra sin lejlighed mellem klokken 13 og 14. Kvinden var ligeledes selv hjemme i lejligheden, da tasken blev stjålet.
I pungen var der diverse ID-kort og 500 kroner i kontanter. Tasken blev desuden fundet i opgangen senere på dagen, og det var kvindens barnebarn, der anmeldte det til politiet.
Sidst på dagen omkring klokken 22.30 var det ved H. I. Biesgade, at en tyv formåede at stjæle et dankort og 700 kroner i kontant fra en ulåst lejlighed.
Alle tre sager afventer efterforskning.