Bekymring i nordjysk kommune: Smittetallene stiger igen
Smittetallene går igen den forkerte vej i Mariagerfjord Kommune, der har det højeste incidenstal udenfor Sjælland.
I dag er der 11 nye smittede med COVID-19 i Mariagerfjord Kommune. Et tal som ligger højere end smittetallene for både lørdag og søndag, og den aktuelle stigning bekymrer kommunaldirektør Anne Velling.
- Vi har fuld fokus på det, og vi gør, hvad vi kan, for at få det vendt. Vi opfordrer blandt andet vores medarbejdere til at være gode ambassadør i deres privatsfære, siger Anne Velling.
Incidenstallet i Mariagerfjord er i dag på 203,6. Tallet dækker over antallet af smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere målt over de seneste syv dage. I alt er der i den periode registreret 85 smittetilfælde i kommunen.
- Det er spredt smitte i kommunen, og vi kan ikke se en systematik i det, siger Anne Velling.
Efter større smitteudbrud på to plejecentre i Hobro betød, at smittetallene i kommunen steg meget for et par uger siden. Her er smitten nu under kontrol, og er ikke længere årsagen til, at smittetallene ligger højt.
Vi har indrykket annoncer i lokalaviserne, som skal huske borgerne på, at de skal passe på
Anne Velling, kommunaldirektør, Mariagerfjord Kommune
Kedelig førsteplads
Dagens smittetal betyder, at Mariagerfjord Kommune er den kommune udenfor Sjælland, som har det højeste incidenstal - og den eneste kommune i Jylland, hvor incidenstallet ligger over 200.
I Nordjylland har kun Aalborg Kommune med 199 haft flere bekræftede smittetilfælde end Mariagerfjord den seneste uge, men Aalborgs incidenstal målt pr. 100.000 indbyggere er blot på 91 mod Mariagerfjords 203,6.
- Vi skærper hele tiden vores tiltag. Vi har indrykket annoncer i lokalaviserne, som skal huske borgerne på, at de skal passe på, siger kommunaldirektør Anne Velling.
I alt 807 er bekræftede smittet med COVID-19 i Danmark det seneste døgn.