Bekymrende udvikling: Nu vil de have fat i de unge
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der skal blandt andet mere samarbejde mellem sportsklubber og skolerne.
Flere børn skal være en del af foreningslivet i Mariagerfjord Kommune.
Det seneste år er medlemstallene hos foreninger i Mariagerfjord Kommune blandt de unge under 25 år gået én vej: Nedad.
Den udvikling skal nu vendes med et storstilet projekt, der skal lokke flere end 1000 børn og unge ned i den lokale håndbold- eller fodboldklub.
Der skal simpelthen flere af kommunens yngste borgere med i foreningslivet.
- Vi har i de seneste medlemsopgørelser set et fald i antallet af børn der er med i foreningslivet og de sunde fællesskaber, og efter Corona perioden er vi ikke nået helt tilbage på samme niveau igen, siger Jørgen Pontoppidan, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune og fortsætter:
- Frivillige i foreningslivet yder hver eneste dag en fantastisk indsats, og vi tror på, at vi i tætte samarbejder med en ambitiøs målsætning, kan understøtte hverdagen i foreningerne endnu bedre.
Mere samarbejde
Det bliver dog ikke nogen helt nem opgave, medgiver kommunen.
Derfor blev der tidligere på sommeren indgået en ambitiøs aftale mellem Mariagerfjord Kommune og DGI Nordjylland, der har til mål netop at skabe endnu bedre rammer for lokalt foreningsliv – og i tæt samarbejde med foreningerne sikre, at endnu flere unge borgere kommer ind i sunde og motiverende fællesskaber.
Aftalen skal også sikre, at skolerne og idrætsforeningerne i højere grad bliver bedre til at gøre gavn af hinanden.
- Når der skal mere end 1000 flere børn og unge ind i foreningerne, kræver det målrettede indsatser. Derfor er vi også ret klare på de indsatser, vi tror på – og som har vist resultater andre steder i Nordjylland, fortæller Torsten Topbjerg, der er bestyrelsesmedlem i DGI Nordjylland og supplerer:
- Vi ved f.eks. at fokus på motiverende idrætsmiljøer er vigtigt for unge – og at et tæt samarbejde mellem foreninger, skoler og institutioner er med til at skabe naturlige broer ind i fællesskaberne.
Der er umiddelbart ikke sat nogen dato på, hvornår målet for et stigende medlemstal skal være indfriet.