Automatiske robotter fødes i Hobro: - De er en gevinst for Danmark
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Erhvervsminister, Simon Kollerup, lagde mandag vejen forbi Hobro, for at sætte fokus på robotter i danske virksomheder.
På Technicon i Hobro producerer man automatiske robotter til specialopgaver - og virksomheden har vokseværk.
Mandag morgen er på mange måder en helt almindelig dag på Casper Hansens kontor. Han er administrerende direktør i Technicon, der ligger i Hobro og producerer automatiserede robotter til andre virksomheder.
Men denne mandag er alligevel lidt anderledes, fordi virksomheden får besøg af erhvervsministeren, Simon Kollerup.
- Det er selvfølgelig et kæmpe skulderklap for en virksomhed som vores, at vi får besøg af ministeren i dag. Men det er faktisk også et kæmpe skulderklap til hele robotbranchen, siger Casper Hansen.
Virksomheden producerer specialdesignede automatiske robotter, der kan udfører forskellige jobfunktioner i andre virksomheder. Ofte overtager robotterne samlebåndsarbejde, og på den måde frigører de medarbejdere, der i stedet kan bruge deres kræfter andre steder.
Ifølge Casper Hansen er det ikke den eneste fordel ved at have en robot som kollega.
- Robotterne er med til at aflaste, de er med til at skabe produktivitet, og de er med til at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som vi har i industrien, siger han.
I virkeligheden bliver man meget dygtigere til at vinde ordrer, når man får en robot.
Simon Kollerup
Arbejder sammen
Derfor har Simon Kollerup lagt vejen forbi robotvirksomheden i det nordjyske. Efter en kort rundtur i kontor og produktionslokalerne, får han til opgave at lave en simpel programmering af en robotarm.
- I Danmark har vi formået skabe en produktion af robotter, der arbejder rigtig godt sammen med de mennesker, der står ude i produktionen, siger erhvervsministeren.
På Simon Kollerups ordre løfter robotten foran ham en lille metalplade op, drejer en smule om sin egen akse, og lægger den på et andet punkt. Det er et meget simpelt eksempel på, hvordan robotterne kan automatisere en arbejdsgang, der ellers havde krævet en ansat.
Ikke en erstatning
Men ifølge ministeren skal man ikke være bekymret for, at robotternes indtog i danske produktionsvirksomheder kommer til at betyde mindre arbejde til danskerne.
- Der er nogen, der tror, at en robot erstatter et menneske, der arbejder i produktionen. Men i virkeligheden bliver man meget dygtigere til at vinde ordrer, når man får en robot. Og derfor har virksomhederne brug for flere ansatte, siger Simon Kollerup til TV2 Nord.
Derfor håber han også, at flere danske virksomheder får suppleret deres produktion med robotter.
- Når man får den første robot, er jeg sikker på, at man også køber flere. Og når flere virksomheder får flere robotter, får vi et rigere og stærkere land, hvor vores erhvervsliv står bedre i konkurrencen mod andre lande, siger han og afslutter:
- Så vi skal have endnu flere robotter i fremtiden, og det går faktisk for langsomt i dag.