Anne Marie vandrer omkring Danmarks største gravhøj
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
En ny vandrerute ved Mariager er torsdag blevet indviet. Ruten går både gennem byen og forbi flere fortidsminder.
Det er populært at snøre vandreskoene, og nu kan vandrere på en og samme tur komme omkring torvet i Mariager, Mariager Fjord og Danmarks største gravhøj fra bronzealderen, Hohøj.
Mariagerfjord Kommune indviede torsdag vandreruten 'Mariager Rundt' - en tur på 11,4 kilometer, som byder på både byliv, natur og flere fortidsminder.
- Det er skønt at se, at den gamle købstad, bakkerne, skoven, fjorden og historiens vingeslag kan rummes i en enestående vandrerute, der byder på udfordringer og oplevelser for både børn og voksne. Turen er uden tvivl gode sager for både krop og sind, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), som er formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune.
Den nye vandrerute går langs Mariager Fjord til Rosenhaven og Munkholm Anlæg, forbi Hohøj, som er Danmarks største gravhøj fra bronzealderen, og ud til Alstrup Krat, før turen igen tager én med tilbage gennem Oksedalen til torvet i Mariager.
Anne Marie Petersen og gruppen Bevæg Dig For Livet vandrer en gang om ugen. Torsdag skal de ud på den helt nye rute.
- I dag mødtes vi klokken 8.00. Der er endda nogle gæster fra Hobro, som vi ikke er vant til at have med, men det er bare så dejligt, siger hun.
Jørgen Hammer Sørensen vurderer, at den nye vandrerute vil tiltrække fodfolk fra nær og fjern og blive lige så populær som Panoramaruten i Hobro, som Deutsche Wanderinstitut har certificeret som Premium Wanderweg. Han håber, at 'Mariager Rundt' snart vil få samme status og dermed blive den sjette danske vandrerute, der kan smykke sig med den flotte titel.
- Jeg er sikker på, at ruten bliver en fest for fodfolket. Det er også og ikke mindst takket være mange velvillige og lokale lodsejere, der stiller deres jorde til rådighed for os og bidrager til unikke vandremuligheder i Mariagerfjord Kommune, siger Jørgen Hammer Sørensen.
Anne Marie Petersen, som er gå-vært for Bevæg Dig For Livet, er heller ikke i tvivl om, at vandreruten bliver et hit.
- Den er rigtig fin, for den kommer rundt ved vores fjord, i skovene og i alle afkroge. Der er ikke ret meget rute på asfalt og fliser, og det er jo lidt usædvanligt nu.