Anne-Dorde er ramt af senfølger: Nu risikerer hun en fyreseddel
Foto: Sofie Bach, TV2 Nord
Det var ikke selve sygdomsforløbet med corona, der var værst for sosu-hjælperen Anne-Dorde Mikkelsen, der blev ramt af corona i vinters. Det var senfølgerne, der ramte efterfølgende, som hun har døjet mest med.
Flere sosu-medarbejdere er ramt af senfølger efter coronavirus, og hvis sygemeldingen trækker ud, bliver de fyret. Fredag var beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren i samråd om situationen.
Nytårsaften 2020 fik Anne-Dorde Mikkelsen det første vaccinestik mod corona. Hun fik det på sin arbejdsplads, Plejecenter Solgaven i Hobro, men stikket nåede aldrig at virke, for i januar blev hun sammen med flere kollegaer og beboere smittet med corona.
Selve sygdomsforløbet var ikke så slemt for Anne-Dorde Mikkelsen, der arbejder som sosu-hjælper. Men efterfølgende blev hun ved med at have hovedpine – en hovedpine, som har vist sig at være en senfølge af coronavirus.
- Jeg har en trykkende fornemmelse i hovedet. Det er som om, jeg har en hjelm på, der er for lille, og det trykker virkelig slemt. Jeg får nogle gange synsforstyrrelser, og jeg er svimmel det meste af tiden, og jeg får kvalme, hvis jeg føler mig presset, siger hun.
Skal tilbage inden december – ellers bliver hun opsagt
Hun forsøgte at vende tilbage til arbejdet som sosu-hjælper i vinters, men i marts blev hun sygemeldt med senfølger, og hun har ikke kunne passe sit arbejde siden. Nu har hun fået at vide af sin arbejdsplads, at hun bliver opsagt, hvis hun ikke er tilbage på 30 timer senest den 1. december.
- Jeg har det sådan lidt, giv mig da en chance. Jeg ved godt, at de er gået efter de regler, der er i kommunen, og de har prøvet at give mig en chance. eg har prøvet at komme tilbage, men det kunne være dejligt, hvis man kunne få en længere line, inden de opsagde mig, siger Anne-Dorde Mikkelsen.
Som det er lige nu, så kan du jo ikke varetage et job, så kan du forstå, at din arbejdsplads på et tidspunkt bliver nødt til at sige stop?
- Det har jeg fuld forståelse for, for jeg ved godt, at det er dyrt at have mig rendende derhjemme. Derfor håber jeg, at regeringen kan give kommunerne og regionerne en pose penge, så vi kan få noget mere hjælp, og vi kan få lov at blive hjemme, indtil vi er klar til at komme på arbejde igen.
Se TV2 Nords indslag om sagen:
Ministre kaldt i samråd
På Christiansborg så Enhedslisten også gerne, at der var en længere line til det frontpersonale, der er sygemeldt med senfølger. Partiet har fredag kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S), og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), i samråd om sagen.
- De har stået i en helt særlig situation, og de har stået over for en sygdom, som vi ikke kendte til, men som vi vidste var farlig, og de er blevet sendt ud uden tilstrækkelig adgang til værnemidler, og de har haft alvorlige sygdomsforløb og efterfølgende senfølger, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund og fortsætter:
- Nu bliver de så præsenteret for en fyreseddel, og det er klart, det er helt urimeligt. Derfor bliver vi nødt til at have et helt særligt fokus på, at de får en mere anstændig behandling.
Ministre: - en opgave for arbejdsgiverne
Både sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren mener, at det er en opgave for arbejdsgiverne, både de private og kommunerne og regionerne.
Men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet opfordrer til, at arbejdsgiverne ser tiden an, inden de fyrer medarbejdere:
- Jeg synes, at det ud fra den presseomtale, der har været, lyder åbenlyst urimeligt. Vi har at gøre med grupper, der har stået forrest gennem hele coronapandemien og har udsat sig selv for smittefare. Der synes jeg, at en arbejdsgiver skylder deres ansatte at se tiden an og vurdere, om de kan omplaceres til andet arbejde, eller se tiden an, til vi kender de langsigtede konsekvenser.
Regeringen vil ikke ændre på reglerne
Han vil dog ikke gå ind og ændre på de nuværende regler eller bruge penge på at forlænge sygdomsperioden for de ramte medarbejdere:
- Vi har ikke tænkt os at lave særlige regler om, at man i bestemte, specifikke situationer ikke må fyre. Der må gælde de regler, der er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og tilføjer:
- En stor opfordring skal lyde herfra til, at man som arbejdsgiver udviser den omtanke og respekt for de ansatte, der kan have været udsat for smitte i forbindelse med arbejdet.
Usikker fremtid
Anne-Dorde Mikkelsen bor i Vebbestrup, og hun har i sin sygdomsperiode primært brugt dagene på at ligge på sofaen eller sidde i haven iført kasket og solbriller for at skærme for lyset. Hun kan ikke overskue for mange mennesker, og derfor har hun måtte melde fra til de fleste sociale arrangementer.
- Jeg bander den her sygdom langt væk. Dem, der stadig går og siger, at det bare er en influenza, der vil jeg sige, at nej, det er det ikke. Og jeg vil ikke ønske for nogen, at de kommer til at sidde som mig. Altså, jeg er 45 år, og jeg skulle gerne kunne arbejde mange år endnu, siger hun.
Håber på bedring
Lige nu håber hun på, at der sker en klar forbedring, og senfølgerne forsvinder, så hun igen kan varetage sit job, men hvis det ikke sker inden 1. december, så ved Anne-Dorde Mikkelsen ikke, hvad der skal ske:
- Lige nu synes jeg, at min fremtid er meget usikker. De kan ikke sige nøjagtig, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg får medicin for at sænke trykket i hjernen, og det virker til dels, men jeg er stadigvæk påvirket, og lige nu ved jeg ikke, hvad min fremtid bringer, hvis det ikke bliver bedre. Så jeg håber, det bliver bedre.