Anette har forladt velfærdsbranchen - og flere overvejer at følge trop
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Anette Vildal har prøvet stort set alle funktioner i plejesektoren, men nu har hun valgt at gå en helt anden vej.
En ny undersøgelse fra FOA viser problem, der kan være en bombe under velfærden i Danmark.
I sin butik ’Klæd Dig’ i Mariager går Anette Vildal rundt og hænger farverige kjoler på plads i tøjstativerne i den fire måneder unge kvindetøjsforretning.
Et stykke arbejde hun ikke har fået meget træning i under sin uddannelse. Anette Vildal har nemlig valgt at skifte helt væk fra den branche, hun er uddannet i.
For et år siden sagde den 37-årige uddannede SOSU-assistent farvel til velfærdsbranchen efter 10 år i faget.
- Når man igen og igen ikke synes, at tingene bliver gjort godt nok, og man ikke føler sig værdsat, så er det ikke tilfredsstillende, siger Anette Vildal.
Siden november har hun sammen med sin mand drevet og ejet egen tøjbutik i midten af Mariager, men inden da har Anette Vildal både været ansat i hjemmeplejen, på plejehjem og været vikar i plejesektoren, inden hun ikke længere ville finde sig i det store arbejdspres, der lige nu følger med jobbet.
Flere overvejer at følge trop
- Man skal hele tiden løbe stærkere og stærkere og hele tiden samle ting op, som ikke bliver gjort, som man har sat i gang, siger Anette Vildal.
En undersøgelse blandt fagforeningen FOA’s medlemmer viser, at flere overvejer at gøre som Anette Vildal. Hele 45 procent af FOA’s medlemmer under 40 år, der er ansat i velfærdsfagene, svarer, at de overvejer at søge væk fra branchen.
- Jeg synes, at den er rigtig bekymrende - især i kraft af, at det er de yngre kræfter, vi har rigtig meget brug for, siger næstformand i FOA Mariagerfjord, Peter Bech Christensen, der fortæller, at de i lokalafdelingen også kan nikke genkendende til resultaterne fra den landsdækkende undersøgelse.
Det er især en presset hverdag og en følelse af ikke at have tid til at klare de nødvendige opgaver, der får den store andel under 40 år til at tage deres arbejdsliv op til revision.
Sygemeldt i et halvt år
Det var også mange års hårdt arbejdspres og en stigende følelse af utilstrækkelighed, der fik Anette Vildal til at forlade et job, som hun ellers var glad for.
- Jeg sagde fra rigtig mange gange, og jeg sagde endda, at hvis ikke det ændrer sig, så ender jeg med at gå ned med flaget, siger Anette Vildal.
Midtvejs i hendes arbejdsliv skete netop det, da hun blev sygemeldt med stress i mere end et halvt år.
- Jeg sad i en stilling, hvor vi startede med at blive ansat to til at varetage den, og den ene sagde op efter 14 dage, og så sad jeg alene i to år, siger Anette Vildal.
- Jeg elsker det
Fortællinger som Anette Vildals og undersøgelsens resultater skaber nu alvorlige bekymringer for fremtiden.
- Jeg kan da frygte, at vi får alt for mange medlemmer, der går ned med stress eller andet på grund af det her høje arbejdspres, siger Peter Bech Christensen.
Selvom Anette Vildal fortsat har et stort omsorgshjerte, så vil hun ikke bytte sin nye tilværelse som butiksindehaver ud.
- Jeg elsker det. Jeg står op hver dag og er glad, og jeg ligger væsentligt flere timer, end jeg gjorde som SOSU-assistent og får væsentligt mindre i løn, siger Anette Vildal.