ANALYSE: Afgørelsen i aften vil præge Mogens Jespersens eftermæle
Foto: Arkitekterne BJØRK og MAIGÅRD ApS
Medierne er medskyldige i ballade om højhus, mente borgmester for en uge siden. Nu afgøres sagen.
I Mogens Jespersens snart ti år som Mariagerfjord Kommunes førstemand er en bestemt sag igen og igen dukket op på hans skrivebord: På Jernbanegade i Hobro forfaldt en ejendom fra 1936, beliggende lige ud til det smukke område Vesterfjord, mere og mere.
Men det var umuligt at nå til enighed om noget som helst med dens ejer. Alt - som i alt - er prøvet fra kommunal side, men uden held.
I aften afgøres det formentlig, om Mogens Jespersen, inden han om to år forlader borgmesterposten, får skaffet Hobro af med Klochhuset. Eller om problemet med det stadig mere faldefærdige hus går videre til en ny borgmester.
Følg med på tv2nord.dk eller TV2 Nord i aften klokken 19.30
Mogens Jespersen så en mulig løsning, da en lokal erhvervsmand meldte sig parat til at købe og nedrive bygningen. Betingelsen var imidlertid, at der, for at få økonomien til at hænge sammen, måtte bygges nyt i op til 15 etager, hvilket er langt mere end normalt i fjordbyen.
Med sikker hånd
Uanset udfaldet i aften vil sagen være med til at præge Mogens Jespersens eftermæle som borgmester. Han kom i sin tid til lidt på afbud, da fhv. minister Tina Nedergaard efter en uheldig optræden trak sig som Venstres borgmesterkandidat, men har siden 2014 styret den sydligste kommune i Nordjylland med sikker hånd.
Uden - indtil for nylig - store konflikter og dramaer og med brede aftaler i byrådet om de centrale beslutninger.
Noget usædvanligt for folkevalgte varslede Mogens Jespersen, der i dag er 67 år, allerede før kommunalvalget i 2021, at blev han igen borgmester, blev den forestående periode hans sidste.
Mogens Jespersen har på det seneste på de indre linjer arbejdet hårdt for at få landet sagen om Klochhuset - og for at få det til at ende med flertal i byrådet for et ja til lokalplanen, der gør det høje byggeri muligt.
Den udadtil rolige borgmester (som dog ingenlunde er uden temperament!) kom til at sige, hvad han tænkte, da han over for TV2 Nords reporter forleden lod forstå, at han meget lettere kunne få ting ordnet politisk, hvis medierne ikke undervejs skildrede alle detaljer.
Se klippet hér:
Nu er det ikke hver dag eller hvert år, der i Mariagerfjord samles flere tusinde underskrifter i protest mod et politisk forslag. Sagen om det høje byggeri har vakt følelser i et hidtil uset omfang.
I et større perspektiv handler striden imidlertid ikke kun om et højhus i Hobro.
Den handler, anfører tilhængere af projektet blandt byrådets medlemmer, også om, hvorvidt Hobro skal udvikles eller forblive, hvor man er nu. Et nej til højhuset vil, frygter de, få også andre mulige investorer til at trække følehornene til sig, så kommunens hovedby ikke får den type boliger, der kan tiltrække nye borgere.
Hvis det i aften lykkes at strikke et flertal for lokalplanen sammen blandt byrådets medlemmer, som er blevet stillet frit, vil Mogens Jespersen få kritik fra de, der synes, at et så højt byggeri skæmmer Hobro.
Men han vil - hvis flertallet kommer i hus - til gengæld kunne sætte flueben ud for en af de problematiske sager, der har fyldt i kommunen i alle hans borgmester-år.