98-årig mand på scooter dræbt i trafikulykke
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)
Trafikulykke mellem to parter fik dybt tragisk udgang.
En bil og en scooter kolliderede torsdag eftermiddag i et kryds ved Skivevej og Trinderupvej nær Hobro.
Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 15:12. Efter kort tid stod det klart, at den 98-årige mand på scooter blev dræbt i ulykken.
Vidner på stedet forsøgte ellers at give manden livreddende førstehjælp, men føreren af scooteren stod ikke til at kunne reddes, og han blev derfor erklæret død klokken 15:41 af redningspersonalet.
- Føreren af scooteren kørte ud i krydset ved Trinderrupvej/Skivevej, hvor han bliver ramt af en personbil, der kørte i østlig retning ind mod Hobro ude på Skivevej. Den 98-årige bliver ramt på venstre side af scooteren, og det er en let mod en tung, så han bliver kastet ud af føretøjet, siger vagtchef Thomas Ottesen.
Overså ubetinget vigepligt
Ifølge vagtchefen er der ud fra vidneforklaringerne en formodning om, at den 98-årige mand af uvisse årsager overså sin ubetinget vigepligt og dermed uden at standse kørte direkte ud på hovedvejen, inden han ramte sammen med en bil.
De pårørende er underrettet, og bilisten er uskadt.
Thomas Ottesen fortæller, at føreren af bilen er chokeret, og at der netop nu bliver taget hånd om bilisten, som er blevet vejledt i, hvad der er af muligheder for hjælp efterfølgende.