51-årig mand på anklagebænken for årelangt misbrug af unge drenge
Foto: TV2 Nord
Onsdag tog Retten i Aalborg hul på en sag, hvor en 51-årig mand er tiltalt for at have misbrugt små drenge og unge mænd.
Den 51-årige mand var en nær ven af familierne til de tre drenge, som han er tiltalt for at have misbrugt i en periode fra 2004 til 2020.
I februar 2022 henvendte en 22-årig mand sig til Nordjyllands Politi. Her fortalte han, at en tidligere nær ven af hans familie havde misbrugt ham, siden han var omkring ni år gammel.
Den unge mand fortalte også politiet, at han havde kendskab til, at den 51-årige havde udsat to andre drenge for lignende overgreb.
Bare fem kvarter senere rykkede politiet ud for at anholde den 51-årige. I samme ombæring ransagede de mandens adresse, hvor de konfiskerede computere og eksterne harddiske indeholdende knap 10.000 billeder af børnepornografisk karakter. Anmelderen selv optrådte på adskillige af de konfiskerede billeder.
Af anklageskriftet fremgår det, at den 51-årige har udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til at misbruge de unge drenge seksuelt, da han er betydeligt ældre end sine ofre. I et af tilfældene er den 51-årige 29 år ældre, end den dreng han er tiltalt for at misbruge.
En legeonkel
Den 51-årige mand var nære venner med anmelderens far, og derfor kom han ofte i den tiltaltes hjem.
Den tiltalte forklarede i retten, at det ikke altid var nemt for drengen at være i sit eget hjem, hvor stemningen sommetider var trykket. Især efter drengens far havde mistet sit arbejde.
Derfor kom han oftere og oftere på besøg hos den 51-årige, hvor han, ifølge den tiltalte, havde et frirum.
Overgrebene opstod en dag, hvor drengen, der på daværende tidspunkt var omkring ni år gammel, så den 51-årige onanere, imens han var på besøg hos ham.
Efterfølgende begyndte de to at onanere sammen, og derfra udviklede overgrebene sig, fortæller den 51-årige mand i retten. Han nægter, at han har haft analsex med anmelderen, men han erkender, at de to har haft oralsex adskillige gange. Dog understreger han, at det var noget, de begge ønskede.
Ingen tvang
Anklageskriftet indeholder i alt ti forhold begået mod tre unge drenge.
Herunder analt samleje med barn under 12 år, analt samleje med barn under 15 år, analt samleje med person under 18 år, oralsex, anvendelse af diverse sexlegetøj, blufærdighedskrænkelser og besiddelse af pornografisk materiale af personer under 18 år.
I langt de fleste forhold nægter den tiltalte sig skyldig.
Han forklarede i retten, at han ikke kan have misbrugt drengene, da der aldrig har været tale om tvang.
Den 51-årige erkender, at han har været i besiddelse af børneporno, og at han har taget billeder af anmelderen.
Der er afsat fem retsdage til retssagen. Det ventes, at der falder dom i sagen senere i februar.
TV2 Nords reporter har været til stede i retten hele dagen: