43-årig motorcyklist død efter kollision med veterantog
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Motorcyklisten kolliderede med toget ved en overskæring uden bomme.
Et veterantog og en motorcykel kolliderede onsdag syd for Mariager. Det oplyser Nordjyllands Politi.
Ulykken indtraf kort før klokken 13:00 i en overskæring på Kjellerupvej ved byen Svenstrup syd for Mariager.
Nu oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen, at den 43-årige motorcyklist er afgået ved døden. Vagtchefen fortæller videre, at der er tale om en mand fra lokalområdet.
Ikke passagerer med
De pårørende til motorcyklisten er underrettet.
Der var ikke passagerer med toget, som kører mellem Handest og Mariager, og lokomotivføreren og togføreren er begge uskadte. Toget skulle angiveligt kun køre med en hastighed på 18-20 kilometer i timen.
Herunder kan du se video fra jernbaneoverskæringen:
- Vi har haft en indsatsleder, flere patruljer og en bilinspektør til stede for at undersøge forholdene. Ulykken skete ved en overskæring, der har lys- og lydsignal men ingen bomme, siger vagtchefen.
Undersøgelsen af ulykkestedet er afsluttet.