43-årig mand er varetægtsfængslet efter knivstikkeri: 12 andre er løsladt
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi afholdt søndag aften grundlovsforhør for lukkede døre. Nu er en 43-årig mand varetægtsfængslet.
Søndag aften var der grundlovsforhør i den verserende knivstikssag, som fandt sted på Gl. Visborgvej i Visborg nær Hadsund natten mellem lørdag og søndag.
Her blev en 40-årig mand stukket flere gange i brystet, inden han formåede at flygte.
Politet anholdt i første omgang 13 personer. Nu er 12 af disse løsladt, mens en 43-årig mand er varetægtsfængslet frem til den 11. juni. Han er sigtet for drabsforsøg.
- Den indledende efterforskning viste, at vi havde et mistankegrundlag til den ene person i forhold til at få ham fremstillet. Derimod var der ikke grundlag nok til at varetægtsfængsle nogle af de øvrige. Det er heller ikke vores indtryk, at alle 13 anholdte har været involveret i hændelsen. Flere var bare tilstede på området, mens det skete, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi Mikkel Brügmann.
Han oplyser videre, at Nordjyllands Politi atter engang skal afhøre flere af dem, der i første omgang blev anholdt. Derudover skal politiet have undersøgt en række tekniske spor fra gerningsstedet.
Den foruretterde er endnu ikke blevet afhørt, eftersom han fortsat var under behandling på hospitalet søndag dag. Hans tilstand betegnes som stabil.