14-årig dræbt på trafikeret vej: Borgerforening efterlyser cykelsti
Borgerforeningen ønsker cykelsti ved vejen.
Borgerforening har længe frygtet en ulykke på strækningen mellem Oue og Valsgaard.
Blomster markerer det sted på Ouevej, hvor to 14-årige piger mandag blev kørt ned. Den ene pige døde dagen efter af sine kvæstelser.
Ulykken skete, da de to piger gik i venstre side af vejen og blev ramt skråt bagfra af en bil, som kørte i samme retning, som pigerne gik. Bilen var ved at foretage en overhaling.
Ulykken har påvirket lokalbefolkningen. Samtidig viser den ifølge formanden for Oue Borgerforening, at der er behov for en cykelsti, så fodgængere og cyklister kan færdes sikkert.
- Det er en farlig vej, og det har der været snak om i mange år. Der er meget tung trafik, og alle vores bløde trafikanter er utroligt udsatte. Der er ikke nogen muligheder for at komme væk fra asfalten. Der er asfalt, og så er der stort set en grøft, siger Marianne Midtskogen, der er formand for Oue Borgerforening.
Flere henvendelser til kommunen
Borgerforeningen har flere gange rettet henvendelse til Mariagerfjord Kommune – uden at der er blevet reageret.
- At der kommer henvendelser betyder ikke, at der i hver eneste situation er mulighed for at justere forholdene eller undersøge, om man skal gøre noget, siger Torben Ladefoged, der er direktør med ansvar for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune.
Politiets undersøgelser på ulykkesstedet skal nu fastslå, om vejstrækningen er særlig farlig.
- Vi har en generel politik om, at vi gerne vil fremme de svage trafikanters trafiksikkerhed i vores vejanlæg. Det omhandler cykelstier, fortove og andre foranstaltninger. Der er rigtig mange steder i Mariagerfjord Kommune, hvor vi gerne vil gøre det, siger Torben Ladefoged.
- Nu kan man se, at det er en farlig vej
Formanden for borgerforeningen håber på, at der trods alt kan komme bare en lille smule godt ud af de triste omstændigheder.
- Nu kan man se, at det er en farlig vej. Desværre skal der ske noget så tragisk, før der forhåbentlig bliver gjort noget. Vi håber selvfølgelig på, at den her tragedie ender med, at vi endelig kan få en cykelsti, siger hun.
Den anden 14-årige pige blev efter ulykken kørt til Aalborg Universitetshospital, da hendes tilstand ikke var kritisk.