Lars Larsen modtog Forårsprisen 2016
Foto: Pressefoto Aalborg Kongres og Kulturcenter
Lars Larsen vandt Forårsprisen 2016 for hans arbejde med golfturneringen 'Made in Denmark'.
Lars Larsens arbejde med at bringe fokus på Nordjylland med golfturneringen Made in Denmark, lå bag tildelingen af Forårsprisen 2016.
Den 30. forårspris i rækken blev fredag 8. april overrakt til Lars Larsen af Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center. Det skete på forårsmessens første dag, og Lars Larsen havde taget turen til Aalborg for personligt at tage imod den nordjyske pris.
Dyne-Larsen blev tildelt forårsprisen for sin rolle i at bringe golfverdenens fokus på Nordjylland og den lille nordjyske by Gatten med den internationale golfturnering Made in Denmark fra 2014-2016. En golfturnering, der kort efter offentliggørelsen af forårsprisens modtager, fyldte meget i medierne på grund af Lars Larsens uenighed med regionsrådet i Region Nordjylland om reduktion af tilskuddet til årets turnering. Måske derfor var der også mødt mange tilskuere og medier op, for at høre Lars Larsens takketale – og han brugte da også lejligheden til at komme ind på sagen i talen.
Mange siger, at det rige svin, de penge kan han da selv betale. Og det er da også rigtigt. Men det er jo ikke det, der er idéen med det.
- Mange siger, at det rige svin, de penge kan han da selv betale. Og det er da også rigtigt. Men det er jo ikke det, der er idéen med det. Idéen er at skabe vækst i Nordjylland, og det synes jeg jo ikke, at jeg skal stå alene med. 85.000 mennesker kommer til Nordjylland og bruger penge og hoteller i forbindelse med turneringen. Den skaber 83 årsarbejdspladser og 62,5 mio. kr. til de nordjyske virksomheder. Med alt lagt sammen, vil jeg sige, det er et godt tilbud for 7,5 mio. kr. i tilskud, sagde Lars Larsen.
Lars Larsen valgte derfor også med glimt i øjet at donere Forårsprisens 10.000 kr. til Made in Denmark fonden, så pengene støtter golfturneringen, der har været gennemført i Gatten i 2014 og 2015, ligesom den også bliver det i august 2016.
- Jeg vil sige, at de 10.000 kr. bruger jeg ikke til en studierejse. Dem bruger jeg til noget, der ligger mig meget nært, nemlig Made in Denmark. De mangler penge har jeg hørt, sagde Lars Larsen med smil på læben.
Udover de 10.000 kr. modtog Lars Larsen en unik statuette af Nibekunstneren Thorvald Odgaard og et flot diplom. Tidligere vindere af forårsprisen tæller blandt andre kogebogsforfatter og tv-vært Kirsten Hüttemeier, entertainer Niels Hausgaard, sanger Lars Lilholt, forfatter Jakob Ejersbo, racerkører Tom Kristensen, tekstildesigner Lene Bjerre og fodboldklubben Hobro IK Fodbold.