Løse hjulbolte: Så skete det igen - kvinde mister forhjul
Foto: Mick Anderson
Kvinden var netop kørt af motorvejen, da hjulboltene fløj om ørerne på hende, og forhjulet røg af.
En kvindelig bilist slap onsdag morgen med livet i behold, da hendes ene forhjul røg af, efter nogen havde løsnet hende hjulbolte. Hændelsen er nummer 51 siden 1. juni.
Løse hjulbolte er livsfarlige. Det er alle eksperterne enige om, og her til morgen var en kvinde fra Serritslev tæt på at komme alvorligt til skade, da hendes ene forhjul røg af bilen, mens hun kørte.
- Jeg er rystet, chokeret og irriteret. Det kunne jo være gået helt galt. Gerningsmanden må jo være syg i hovedet, siger den lidt omtumlede kvinde til TV2 Nord umiddelbart efter ulykken. Kvinden ønsker ikke sit navn frem, men hendes navn er kendt af redaktionen.
Hun står i vejkanten og kigger på sin skadede bil og venter på, at politiet og hendes mand når frem til Høvejen i Nørresundby,
Kort forinden kom hun kørende nordfra på motorvejen med 130 kilometer i timer, da det begyndte at ryste i rattet.
- Mni bil har en dårlig kobling, så jeg troede første, det var derfor. Så jeg kørte fra motorvejen ved Vestbjerg og fortsatte ad landevejen. Men pludselig fløj hjulboltene omkring ørerne på mig, og så faldt hjulet af - og nu holder jeg her, forklarer hun.
Kvindens mand er mekaniker og havde sikret alle fire hjul med låsebolte. Alligevel kunne ulykken ske.
- Gerningsmanden har pillet min hjulkapsel af, løsnet boltene og sat hjulkapslen på igen. Hvordan skulle jeg have opdaget det? Jeg har godt læst om det, men man går jo ikke rundt og piller hjulkapslerne af og tjekker boltene, hver eneste gang man kører. Men det skal man åbenbart til, konkluderer hun.
Før man kører nogen steder, er det en god idé at tjekke, om boltene kan drejes.
Preben Møller, politikommissær ved Nordjyllands Politi
Den opfattelse deles af Nordjyllands Politi:
- Det er det eneste, man kan gøre. Før man kører nogen steder, er det en god idé at tjekke, om boltene kan drejes. Fjern navkapslerne på boltene først, og kan du så med fingrene dreje boltene mod uret, er den gal, sagde Preben Møller, politikommissær ved Nordjyllands Politi for nylig til TV2 Nord.
Kvinden mener, at hjulboltene må være blevet løsnet i nærheden af hendes arbejdsplads i Nørresundby.
- Jeg bor langt ude på landet, hvor der ikke kommer andre mennesker end os selv. Så jeg tror, det må være sket på Studievej, hvor jeg parkerer, når jeg er på arbejde.
Hun har ikke meget til overs for gerningsmanden.
- Vedkommende skulle få sig et liv i stedet for at risikere, at andre bliver slået ihjel, siger hun. og gyser ved tanken om, at hun har kørt frem og tilbage på motorvejen med 130 kilometer i timen med et løse hjulbolte.
Hos Nordjyllands Politi bekræfter man, at den livsfarlige trend fortsætter.
- Vi får stadig meldinger ind om løse hjulbolte. Kvinden i vejkanten på Høvejen er den seneste, siger vagtchef Per Jørgensen og advarer andre om at løsne hjulbolte.
- Det er livsfarligt, og man kan risikere, at de implicerede får alvorlige personskader. Ryger hjulet af, kan man ikke styre, så der er stor risiko for, at man kører frontalt ind i andre biler, og flere kommer til skade.
Han oplyser, at politiet efterforsker sagerne, og paragraffen er klar.
- Når vi fanger gerningsmændene, vil de blive sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om forsøg på forvoldt fare for andres liv og førlighed, siger Per Jørgensen.
Straframmen er op til otte års fængsel.
Vicepolitiinspektør Niels Kronborg fra Nordjyllands Politi oplyser, at der er registreret 51 hændelser med løse hjulbolte i Nordjylland siden 1. juni.