The Last Reformation flytter fra Thy: - Bevægelsen er blevet ekstrem og alarmklokkerne ringer, siger medstifter Peter Rasmussen
Foto: TV2
Prædikant Torben Søndergaard og bevægelsen The Last Reformation flytter fra Thy og etablerer sig i udlandet.
Efter intens kritisk flytter den religiøse bevægelse The Last Reformation med Torben Søndergaard i spidsen hovedkvarter fra Nordjylland til USA. - Jeg tager afstand fra deres metoder, siger medstifter og udlejer Peter Rasmussen.
Den religiøse bevægelse The Last Reformation flytter efter længere tids skandaler fra Thyland Idrætsefterskole i Hundborg og bosætter sig i stedet for i USA.
Det bekræfter bevægelsens udlejer, den tidligere AaB-spiller Peter Rasmussen, som var med til at starte den religiøse bevægelse i Danmark ved at købe lokalerne i Hundborg og efterfølgende leje dem ud til bevægelsen, og bevægelsens leder, Torben Søndergaard.
- Jeg tror stadig på Gud og bibelens ord, men efter en lang række kritisable artikler og TV-indslag, hvor følgere af Torben Søndergaards er taget i at opsøge syge og svage patienter på blandt andet Aalborg Universitetshospital, har jeg fået nok, siger Peter Rasmussen, der ikke længere er med i bevægelsen.
Alarmklokkerne ringer
Han har fulgt med i den kritik, der har haglet ned over bevægelsen de seneste uger, og han har ikke været glad for det, han har set.
- Der har været en række situationer, der har fået mine alarmklokker til at ringe, og The Last Reformation er blevet så topstyret, at det er blevet usundt. Torben Søndergaard burde have stået frem og beklaget mange ting, så jeg er glad for, at de nu finder et nyt sted, siger Peter Rasmussen til TV2 Nord.
Han har løbende været i kontakt med Torben Søndergaard, og deres samarbejde er nu ophørt, siger han.
- Jeg har bedt om Torben Søndergaards ord på, at hans følgere ikke går ud og siger, at man skal tage medicinen fra folk, og at de tager hensyn til børn, når der er sket noget voldsomt. Jeg har set ting på TV, der ser meget ekstreme og mistænkelige ud. Men Torben afviser, at der er sket noget forkert, så det er påstand mod påstand, siger Peter Rasmussen.
- The Last Reformation er blevet for topstyret
Den tidligere fodboldspiller kritiserer også Torben Søndergaard for hans ledelsesstil.
- Det er blevet for topstyret, og det er for problematisk, at det kun er en mand, der skal lede stedet, som han har gjort. Det duer simpelthen ikke, mener Peter Rasmussen.
- Jeg startede stedet op, fordi jeg er troende, og jeg syntes godt om den undervisning, jeg fik hos Torben Søndergaard. Men nu har stedet taget en drejning, og der er sket nogle ekstreme ting. Dem tager jeg afstand fra, så jeg har det godt med, at de er på vej ud af landet, siger Peter Rassmussen.
Han tror dog stadig på undervisningen og udbredelsen af kendskabet til bibelen. Men Torben Søndergaards metoder har han altså ikke længere tro på.
- Vi sagde selv op
Det skuffer lederen af The Last Reformation, Torben Søndergaard, der føler sig komplet misforstået i sagen.
- Vi har i gennem længere tid ønsket at flytte fra Danmark. De fleste af vores kursister er udlændinge, og det er for dyrt for dem at opholde sig i Danmark i kortere eller længere perioder, siger Torben Søndergaard, der føler sig påvirket af den kritik, der har været af ham og The Last Reformation i den seneste tid.
- Det har været ubehageligt og overvældende at se sig selv fremstillet på den måde, siger Torben Søndergaard på en telefon fra USA.
- Når jeg ser vores folk på TV, tænker jeg, at det ikke er sådan, de er blevet undervist, og jeg ville meget gerne have svaret på kritikken på live-TV, siger han.
TV2 Nord har dog i flere uger kontaktet Torben Søndergaard og tilbudt ham at svare på kritikken fra blandt andre Aalborg Universitetshospital, hvor hans følgere åbenlyst har kontaktet syge og tilbudt dem helbredelse gennem bøn.
Torben Søndergaard eller andre repræsentanter fra bestyrelsen i The Last Reformation har ikke tidligere ønsket at stille op til interview på baggrund af kritikken.
Torben Søndergaard har dog indvilget i at stille op til interview senere i dag, og du kan høre mere om sagen i vores udsendelse klokken 19.30.
The Last Reformation har haft til huse på den tidligere efterskole i Hundborg siden juli 2018.