Nu er en ny færge på vej til Læsø
Foto: Lars Lyngdahl
Læsøfærgen forbinder Læsø med Frederikshavn.
Læsø Kommune har indgået en kontrakt med det dansk-norske færgekonsortium, DANOF, om udvikling og design af en ny færge.
Øboere, pendlere, turister og fragtfirmaer kan se frem til en modernisering af færgeforbindelsen mellem Læsø og Frederikshavn, når en ny færge efter planen tages i brug i løbet af 2024. Læsø Færgen transporterer pendlere, øboere, gæster, varer og ikke mindst turister til Kattegatøen.
- Vi ønsker at være på forkant med den nyeste teknologi og yderligere forberede færgen til de kommende grønne teknologier, siger borgmesteren på Læsø, Tobias Birch Johansen.
Han understreger samtidig, at en øget trafik mellem Læsø og fastlandet også spiller ind.
Gammel færge i sin bedste alder
Den nuværende færge, ”Margrete Læsø”, drives frem af to Alpha diesel-motorer, der siden afleveringen fra Ringkøbing Værft i 1997 har præsteret 115.000 driftstimer. For skibsmotorer betyder det, at de stadig er i deres bedste alder, men de er trods alt så gamle, at der formentlig er et stort optimeringspotentiale.
- Vi har derfor nu bedt rådgivningsfirmaet NOENCO om at foretage en energi-screening af færgen for at afdække potentialet for energibesparelse og dermed reduceret CO2-udledning, sagde færge- og vedligeholdelses chef, Allan Hjortnæs Pedersen i november 2021.
Det er altså det forudgående arbejde, der blev annonceret i 2021, der nu har resulteret i, at der er en færge undervejs til Læsø.
Den nuværende færge har sejlet mellem Jylland og Læsø siden 1996.
I højsæsonen har den nuværende færge, haft hjælp af ”Ane Læsø”, men kapaciteten har i perioder været for lille, så færgen har måttet afvise passagerer på de travleste afgange. Derfor er spørgsmålet om en ny færge til Læsø mere påtrængende end nogensinde.