Nordjyde hædret: Annika er et af årets 100 største velfærdstalenter
Foto: Privatfoto
Annika Hørby Jensen arbejder som social- og sundhedsassistent i Læsø Kommune.
For femte år i træk kåres de 100 største talenter inden for kernevelfærden i Danmark.
Mandag blev 100 velfærdstalenter fra hele landet hyldet ved et festarrangement på Christiansborg, da PenSam og FOA fejrede nogle af landets dygtigste og mest hårdtarbejdende unge mennesker.
Ildsjæle, der til dagligt arbejder på socialområdet som blandt social- og sundhedsassistenter, pædagogmedhjælpere eller rengøringsassistenter.
- Hver eneste dag knokler de. Langt væk fra rampelyset, de røde løbere og spotlightet. De har valgt et arbejde, hvor de gør en forskel for andre: de sårbare ældre, de mindste børn, borgere på botilbud og i psykiatrien og andre, der har brug for omsorg. Det fortjener de en kæmpe tak for, skriver social- og ældreminister Astrid Krag på hendes Facebook-profil.
Nordjyske Annika gør en forskel hver dag
Et af årets 100 største unge velfærdstalenter er Annika Hørby Jensen fra Læsø.
Hun er blevet nomineret af både ledere, tillidsrepræsentanter, borgere, pårørende og kollegaer, som hver især mener, at hun gør en essentiel forskel for borgerne, hver eneste dag hun går på arbejde som social- og sundhedsassistent i Læsø Kommune.
- Jeg blev så rørt, da jeg så nomineringerne, fortæller Annika Hørby Jensen og fortsætter:
- Der er blevet skrevet om mig, at jeg er god til mit arbejde, har en positiv energi, og at nogle borgere ville ønske, deres egne børn var ligesom mig, og det giver mig et stort boost i at fortsætte i den retning, jeg gør, lyder det.
Men det er ikke kun selve nomineringerne, som betyder noget for Annika. Det gør kendskabet til hendes fag også. For faget som social- og sundhedsassistent har ifølge hende slet ikke det ry, som hendes arbejdsopgaver ellers lever op til:
- Jeg kan godt gå hjem fra en arbejdsdag og tænke, 'er det overhovedet det her, jeg skal', for det er et fag, hvor vi mangler hænder, og det kan være helt vildt hårdt. Alligevel mærker jeg jo, at jeg gør en forskel, og at jeg er vigtig i det her lille ø-samfund. Og så får jeg jo lyst til, at alle skal vide, hvor vigtigt et arbejde det her er, og hvor mange vi mangler til at løfte opgaven, fortæller Annika.
- Folk skal vide, at det her fag er meget mere end bare at tørre røv. Vi passer på de ældre mennesker, som har båret vores samfund frem, og de særligt sårbare, som har ekstra brug for samfundets støtte, og hvis ikke det er et vigtigt arbejde, hvad er så, siger Annika Hørby Jensen.