Nogle råber ad Karin på gaden, andre sætter champagne foran hendes dør
Det har fået konsekvenser for både Karin Jønsson selv og hendes familie, at hun har startet Læsøgruppen.
TV2 Nord har talt med ni Læsøboere, der mener, det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man ytrer kritik af kommunen.
Læsø er landets mindste kommune. Og i det lille samfund, hvor mange kender hinanden, er en særlig gruppe opstået.
Læsøgruppen.
Spørger man på gaden, ved folk godt, hvad Læsøgruppen er, og hvem Karin Jønsson er - stifteren af Læsøgruppen. Det gør de også på borgmesterkontoret.
Hvis jeg siger Læsøgruppen, hvad siger du så?
- Så tror jeg, det er en gruppe på Facebook, der kommer med nogle holdninger en gang i mellem, siger Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V).
Men Læsøgruppen er ikke bare en Facebookgruppe. Det er et fællesskab, hvor Læsøboere kan ytre undren eller utilfredsheder med kommunen, som de ikke selv tør sige højt, for så gør Karin Jønsson det for dem.
- Man er anonym, når man er med i den gruppe. Så det vil sige, at man ikke ved, hvem de andre er. Det er faktisk kun mig og én anden, der ved det, siger Karin Jønsson.
Frygter hærværk og forvisning
Gruppens erklærede formål er at sikre lovlighed, gennemsigtighed og demokrati i kommunen, værdier, som gruppens medlemmer synes, det af og til halter med. Karin Jønsson undersøger sagerne, søger aktindsigt, og hvis hun vurderer, at der er noget om snakken, skriver hun om det på Facebook eller i avisen.
- Det er ikke noget med, at vi går og siger, 'det er godt nok en grim et-eller-andet, I har bygget'. Det er ikke noget med, hvad vi synes. Det er, hvad der er virkeligt, og hvad man kan dokumentere, hvor loven ikke er overholdt, siger Karin Jønsson.
Så I går ikke og leder efter hullerne i osten?
- Det gør vi bestemt ikke, det kommer helt af sig selv.
Karin Jønsson oplevede, at der på øen var en stigende utilfredshed med kommunens håndtering af forskellige sager, men at folk var bange for at stikke hovedet frem.
- Det er jo sådan en lille kommune, hvor vi alle sammen kender hinanden. Der er mange, der er ansat i kommunen, på plejehjem eller på skolen, og så bliver det jo meget sårbart, og man ønsker jo ikke at få problemer på sin arbejdsplads, fordi man mener noget politisk.
For at få syn for sagn mødtes TV2 Nord i denne uge med ni forskellige Læsøboer og medlemmer af Læsøgruppen, de er alle så bange for at udtale sig, at vi måtte komme uden kamera og TV-bil.
Alle fortæller de, at de frygter konsekvenserne ved at kritisere kommunen, fordi de har oplevet hærværk, trusler og folk, der bliver frosset ud af det lille samfund og må flytte fra øen, når de sår tvivl om kommunens håndtering.
Den udlægning kan borgmesteren dog slet ikke genkende.
- Det kan da godt være, der er nogen, der har nogle skærmydsler, det ved jeg ikke, men jeg kender ikke nogen, der sådan går ud og laver hærværk på andre folks sager, fordi de ytrer deres frihed. Tværtimod tænker jeg, at det må man være tilfreds med, siger Tobias Birch Johansen.
Så der er stadig ytringsfrihed på Læsø?
- Ja. Det er der i den grad.
Konsekvenser for familien
Sagerne, som Karin Jønsson og Læsøgruppen har været kritiske overfor, er for eksempel sagen om en autocamperplads, der blev bygget i strid med lokalplanen, og et kommunalt tilskud på en million kroner til en privat fond.
De medlemmer, TV2 Nord har mødt, peger på, at de oplever kammerateri og tvivl om inhabilitet i det lille samfund.
Borgmesteren mener dog, han kan garantere, at tingene foregår efter lovens retningslinjer.
- Det er klart, vi er alle sammen mennesker, og man kan komme til at behandle nogle sager lidt kluntet eller mere fordelagtigt for den ene eller den anden, men jeg er ikke bekendt med, at vi er blevet straffet i den kommunale forvaltning for ikke at have overholdt de spilleregler, der er, siger Tobias Birch Johansen, der anerkender, at lokalplanen blev overtrådt i sagen om autocamperpladsen.
Mens borgmesteren mener, det er en meget, meget lille del af befolkningen, der har det som de Læsøboer, vi har snakket med, mener Karin Jønsson det modsatte, selvom gruppen endnu kun har omkring 50 medlemmer. Læsøgruppen fylder da også en hel del hos kommunen.
- Det fylder af Pommern til i kommunen, og det skal det gøre, for alle borgere skal høres. Nu fylder den gruppe rigtig meget i Læsø Kommune, og det koster alle Læsøboer en frygtelig masse penge at skulle redegøre for, om tingene er rigtige eller ej. Og det har de ret til, siger Tobias Birch Johansen og uddyber:
- Vi har ytringsfrihed i Danmark, så det kan man jo ikke så godt anfægte. Det er jo frivilligt, om man vil følge og være med i den, så det har jeg sådan set ingen problemer med.
Det er ikke bare på kommunen, Læsøgruppen koster. For Karin Jønsson har den også sin pris.
- Jeg har noget familie, som også bor her, som ikke kan blive serviceret af forskellige private erhvervsdrivende, fordi jeg har blandet mig, siger Karin Jønsson.
Hun har oplevet at blive råbt ad på gaden, men modsat har hun også fået ros og endda modtaget champagne for sit mod til at stå frem.
- Jeg kan jo bare mærke det, når jeg går rundt i samfundet, de ved godt, hvad jeg laver, og nogen af dem kommer hviskende og siger, smaddergodt at du gør det, og andre de er mere åbenmundede. Jeg har for eksempel fået ros fra en tidligere borgmester, som støtter mig, det er jeg rigtig stolt af, siger Karin Jønsson.
TV2 Nord er bekendt med identiteten på de ni Læsøboer, vi har snakket med om Læsøgruppen.