Made on Læsø: Rikke vækker opsigt med særlig tatovering
Historien om den 24-årige Rikke Hørby Stoklund får en særlig plads i ny bog om Læsø, da hun har en kærlighedserklæring til øen skrevet i nakken. Privatfoto
Historien om den 24-årige Rikke Hørby Stoklund får en særlig plads i ny bog om Læsø, da hun har en kærlighedserklæring til øen skrevet i nakken.
Rikke Hørby Stoklund har en tatovering i nakken, hvor der står ”Made on Læsø”, og det er ganske vist, at hun helt oprindeligt både er lavet og født på Læsø.
- Jeg får ofte kommentarer fra folk, der ser den; nå, er du nu også sikker på det, men jeg har spurgt min mor inden, jeg fik den lavet, om det godt nok var rigtigt, så den er god nok, siger Rikke Hørby Stoklund.
Tatoveringen blev lavet i forbindelse med en ferie til Italien tilbage i 2019, og nu dukker Rikke Hørby Stoklunds nakke op på Facebook-opslag, hvor den vækker opsigt.
Jeg har spurgt min mor inden, jeg fik den lavet, om det godt nok var rigtigt, så den er god nok
Rikke Hørby Stoklund
Det er Lars Lynge Jensen, der er i gang med at skrive en bog om landets mindste kommune, og bogen er tænkt som en kærlighedserklæring til Kattegat-øen, Læsø.
Han er selv tilflytter til øen, men har sat sig for at skrive en bog om den ø, han er blevet forelsket i.
- Rikkes tatovering er genial og speciel, så selvfølgelig skal den med, siger Lars Lynge Jensen.
Og Rikke Hørby Stoklund er glad for at kunne bidrage til en sådan erklæring om fødeøen.
- Jeg er stolt af Læsø og glad for, at jeg har fået lavet tatoveringen, siger Rikke Hørby Stoklund.
Hun ville bare væk fra øen
For bare få år siden havde hun dog ikke med samme stolthed i stemmen kunne sende en ubetinget kærlighedserklæring afsted til Læsø.
Rikke Hørby Stoklund er på mange måder ligesom mange andre unge fra et såkaldt udkantsområde; hun skulle bare væk fra hjemstavnen så hurtigt som muligt og aldrig tilbage igen.
Og væk fra hjemstavnen, Læsø, kom hun i en tidlig alder, da hun tog på efterskole som 15-årig, siden blev hun student fra Hjørring Gymnasium og sidste år kunne hun kalde sig uddannet socialrådgiver fra Aalborg Universitet.
Jeg havde det bare sådan i mange år, at jeg aldrig skulle bo på Læsø igen
Rikke Hørby Stoklund
Planen var tilbage i januar 2020, at hun ville hive et år ud af kalenderen og tage til USA.
Så ramte coronaen.
Samtidig blev Rikke Hørby Stoklund ramt af hjemve.
- Jeg tror, det var en hjemstavnsfølelse, forklarer hun og tilføjer, at hun egentlig længe haft det sådan, at når hun var på Læsø, så er hun ”hjemme”.
- Jeg havde det bare sådan i mange år, at jeg aldrig skulle bo på Læsø igen, men efterhånden kunne jeg godt se, at når jeg kom hjem på ferie, så var der jo alle mulige gode ting ved øen. Sådan noget som at folk de hilser og siger ”hej Rikke”, når man møder dem i Brugsen, og ja, kender en, det gør man jo ikke i Netto i Aalborg, og det kunne jeg mærke, at jeg savnede, fortæller Rikke Hørby Stoklund.
USA skiftet ud med Læsø
Rejseplanerne blev ændret; hun ville hjem til Læsø.
Der var bare lige den udfordring, at hun gerne ville have sin kæreste med.
- Han har slet ingen tilknytning til Læsø ud over mig, han kommer oprindeligt fra Frederiksberg og er uddannet inden for IT, men han var frisk på at flytte til Læsø, fortæller Rikke Hørby Stoklund.
Lige meget hvor jeg er i verden, så vil Læsø altid være mit hjem og have stor betydning for mig, derfor er jeg også glad for min tatovering ”made on Læsø”, for den er en stor del af mig
Rikke Hørby Stoklund
Og der er der, de har det bedst – selv om storbylivet også trækker indimellem.
- Det er okay at komme til fastlandet, men det er dejligt at komme hjem igen. Her er ikke så mange mennesker, og jeg tror, jeg er kommet til at sætte pris på nogle andre ting, som naturen her på Læsø, fortæller den 24-årig læsøbo, der har det meste af familien på øen.
- Jeg vender altid hjem, og det er dejligt, for Læsø er bare et dejligt sted, og så må man vel godt have lov at prale lidt med det også med en tatovering, konstaterer Rikke Hørby Stoklund.
9940: Fast arbejde og landejendom
I dag har både hun og kæresten job på øen, og parret har foreløbig lejet sig ind på landejendom i Byrum.
Det dog ikke fordi, der er noget midlertidig over postnummer 9940 Læsø, for parret har ingen planer om at flytte væk.
Og hvis fastlandet eller storbylivet igen skulle trække, så har Rikke Hørby Stoklund det for altid skrevet i nakken, hvor hun hører hjemme.
- Lige meget hvor jeg er i verden, så vil Læsø altid være mit hjem og have stor betydning for mig, derfor er jeg også glad for min tatovering ”made on Læsø”, for den er en stor del af mig, siger Rikke Hørby Stoklund.
Det er endnu uvist, hvornår bogen med historien om og billeder af Rikke Hørby Stoklunds tatovering og andre udvalgte læsøboers fortællinger udkommer.