Livreddere roser badegæster: - Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start på badesæsonen
Trygfondens Kystlivredning fik ikke behov for at redde badegæster i land på sæsonens første weekend.
Weekendens lune vejr med høje temperaturerne og bagende sol fristede mange nordjyder til at dyppe tæerne i havet.
Men selv om bølgerne var fyldt med sommerkåde børn og voksne, gav det ikke anledning til redningsaktioner hos livredderne langs strandene.
- Vi kunne ikke have ønsket os en bedre vejrmæssig start på badesæsonen, og selvom der var mange mennesker i vandet, foregik det stille og roligt, og uden at nogen var i fare, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.