Ikke set siden 1996: Så få har taget Læsøfærgen i år
For hele turistsektoren er faldet med cirka 10 procent siden 2019.
En våd og blæsende juli har gjort det svært for hele turistbranchen på Læsø, hvor omsætningen er faldet med 4,5 procent i forhold til sidste år.
Især øens lystbådehavne er hårdt ramt. Her ligger nedgangen i bådovernatninger på gennemsnitligt 40 procent.
- Vi er nede med 1300 bådovernatninger bare i juli i forhold til sidste år, fortæller Alex Thuren Rasmussen, der er havnefoged ved Vesterø Havn.
Det får konsekvenser for havnens økonomiske muligheder.
- Jeg mangler jo godt 300.000 kroner i kassen i forhold til budgettet, konstaterer han.
Mindste passagerertal siden 1996
Udover lystbådehavne har resten af øen også mærket til de færre turister. For hele turistsektoren er faldet med cirka 10 procent siden 2019.
Og blot 48.926 passagerer valgte at tage færgen til øen i juli i år, og man skal helt tilbage til 1996 for at se så lavt et passagertal.
- Det er en nedadgående tendens, som er ved at være kritisk, da mange er afhængige af turisterne, erkender Jens Rulle, der er Turist- og Erhvervschef for VisitLæsø.
- Vejret spiller selvfølgelig en stor rolle. Men der er også andre faktorer. Inflation og færre penge mellem hænderne i både Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, pointerer han.
Hverken turistchefen eller Læsøs erhvervsliv kan gøre noget ved vejret, men udviklingen skal vendes, for Læsø er klart den nordjyske kommune, som er mest afhængig af indtægter fra gæster.
- Der, hvor man måske kan gøre noget, er ved at indføre et landevejsprincip, så det er samme pris at komme til Læsø hele året, pointerer Jens Rulle.
Se hele inslaget herunder:
Ser fremad
Landevejsprincip, hvor det koster det samme at sejle med færge, som at køre en tilsvarende strækning i bil, eller ej - så er Brian Buch i Læsø Antik og Retro overbevist.
Han driver på syvende sæson spisestedet sammen med sin hustru, og han vælger at se på sommersæsonen med positive øjne.
- Vi har haft tid til gæsterne. Den økonomiske side af det går dog ikke over i historiebøgerne, erkender han.
- Men vi er nødt til at gå tilbage til 2022, som var et fremagende år, og tage ja-hatten på igen, så er vi sikker på, at turisterne valfarter til Læsø igen, siger han optimistisk.