Fiskere om russere: - Vi møder dem tit
Fiskerne Kim Nielsen og Evald Thorsen er ikke bekymrede over, at der er russiske skibe tæt ved Læsø. Det sker tit, og de sejler i internationalt farvand, lyder det fra fiskerne.
TV2 Nord har været på havnen på Læsø og på gaden i Frederikshavn for at høre, hvad borgerne tænker om de russiske fartøjer, der er spottet i internationalt farvand tæt ved Læsø samt de mindre rystelser på øen.
Torsdag blev en nordjysk fisker bedt om at vende om, da han kom for tæt på et af de russiske skibe, der ligger ud i internationalt farvand tæt ved Læsø.
Blandt øens fiskere giver det dog ikke anledning til bekymring:
- Jeg tager det stille og roligt, det må komme, som det kommer. Vi stresser ikke så meget over tingene herovre, siger fisker Kim Nielsen.
Han fortæller, at det ofte sker, at man ser russiske skibe i farvandet:
- Som fisker møder vi dem tit. De har altid et dansk militærskib med, der følger dem op igennem det danske farvand, så det er meget normalt, at vi ser det. Hvis der kommer en ubåd, er der også altid et dansk militærskib efter, så de kan ikke gemme sig.
Heller ikke fiskeren Evald Thorsen er bekymret. Han har fisket i mange år, og han minder om, at det er helt normalt, at internationale skibe sejler i farvandet tæt ved Læsø.
- Sådan har det jo været altid. Jeg har været fisker i snart 76 år, og der har været både amerikanske og russiske skibe, der sejler igennem vores farvande. Man skal tænke på, at det er deres indgangsvej, så det er ganske naturligt, siger han og tilføjer:
- Så vidt jeg kan se med den ballade, de har i Ukraine, så har de jo ikke tid til at lege røvere og soldater heroppe.
- Det er ubehageligt
Det er normalt, at der sejler russiske fartøjer i internationalt farvand tæt ved Aalbæk Bugt, men med den nuværende situation i Ukraine, giver det alligevel anledning til bekymring hos flere af de borgere, TV2 Nord talte med fredag på gaden i Frederikshavn.
- Jeg synes, det er ubehageligt, at det kommer så tæt på, og det er skræmmende, at man ikke kan tage mere derud og holde øje med, hvad det er, de har gang i derude, for det synes jeg kunne være rimeligt, når de er så tæt på den danske grænse, siger Søs Linhus, der bor i Elling.
Hendes barnebarn har også hørt om situationen og er blevet bekymret over, hvad det kan betyde:
- Det fylder en del, og der bliver snakket en del om det. Mit store barnebarn kom hjem fra skole i går og sagde, at det kan være, at 3. Verdenskrig kommer nu, og det blev vi nødt til at sige, at det må hun tage med et gran salt, for det ved vi jo ikke. Man er nødt til at snakke det ned, men også være realistisk, siger hun.
- Jeg tænker på mine børn, børnebørn og oldebørn
Pensionisten Jørn Engstrøm fra Frederikshavn mener, at det er et emne, der bør fylde meget i den nuværende valgkamp, og han ser gerne, at der fremover bliver brugt flere midler på det danske forsvar:
- Nu skal vi opruste, det bliver vi nødt til, for det er vores egen sikkerhed. Jeg er så gammel, så det gør ikke så meget, men det er mine børn, børnebørn og oldebørn, jeg tænker på, siger han.
Sosu-hjælperen Rietta Linhus fra Frederikshavn er også bekymret over de russiske skibe:
- Det er lidt bekymrende, for man tænker, hvad kan de finde på? Kommer de tættere på, eller sejler de lige så stille væk igen?