Ballade om betalt indhold fra TV 2: Læsø kan ikke være den eneste synder
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En tvist om annoncørbetalt indhold på TV 2 har kastet en skygge over Læsø. Men turistchefen er overbevist om, at turismen også var gået godt uden TV 2's hjælp.
Kan man betale sig til redaktionelt indhold fra TV 2 Vejret?
Det tyder en artikel fra Jyllands-Posten i hvert fald på. Her fremgår det, at VisitLæsø tilbage i 2020 betalte TV 2 Vejret for at sende vejrudsigten og lave indslag fra øen, som en del af en brandingkampagne. TV 2-chefen har valgt ikke at udtale sig i sagen.
På Læsø sidder den nye formand for VisitLæsø, Jens Rulle, og er noget træt af artiklen.
- Ja, vi har betalt for annonceret indhold, og det er jo helt normalt, at TV 2 Vejret fortæller om den lokation, de er på. Der fortæller de jo også om, hvad der sker lokalt, siger han og uddyber:
- Jeg undrer mig over, hvorfor Læsø er brugt som eksempel. Jeg kan ikke forestille mig, at vi er de seneste. I øvrigt er der ingen indikationer om, at vi har haft indflydelse på det indholdsmæssige. Det har TV 2 selv stået for, sådan som jeg har forstået det.
I løbet af 2020 har TV 2 Vejret sendt fra en række andre lokationer i det danske.
Turismen gik godt i 2020 og 2021
Har det kunnet betale sig at få TV 2 Vejret til Læsø og promovere øen til turisterne?
- Eksponeringen af Læsø i perioden har gjort en forskel. Ingen tvivl om det. Men vi kan ikke måle på, om det er på grund af TV 2's dækning eller corona, der har haft den største effekt.
- Det gav også en masse presse, at der var gratis færge til øen, og at langt de fleste danskere holdt ferie hjemme, uddyber Jens Rulle fra VisitLæsø.
Han regner ikke med, at foreningen nogensinde kommer til at bruge penge på at få TV 2 til øen igen. Det er der nemlig ikke penge nok i kassen til.
- Vi har ikke en størrelse eller et budget, der gør, at det er noget vi normalt kan gøre. Da man i sin tid valgte det, blev alt andet skåret fra, fordi det var en store regning, der skulle betales. Så nej, jeg mener ikke, det er et setup at bruge så mange markedsføringskroner på tre måneder.