63 store havvindmøller på vej ud for denne kendte badestrand
Havvindmølleparken skal etableres otte kilometer ude i havet ud for Danzigmand, som er en af Læsøs meste kendte badestrande.
Et område på 246 kvadratkilometer i havet øst for Læsø er udpeget til en mulig ny havvindmøllepark.
Strandgæsterne på en af Læsøs meste kendte og attraktive badestrande ved Danzigmand kan om få år have udsigt til store havvindmøller.
Det er en del af Bøchers Banke, møllerne skal etableres i. Målsætningen er, at der skal produceres 1100 MW, og området kan få op til 63 store vindmøller.
Planerne for projektet er blevet fremlagt for Læsø Kommune på et møde, og ifølge borgmester Tobias Birch Johansen, så er det vigtigt, at man på Læsø sørger for at en vindmøllepark ikke ligger hindringer i vejen for fiskeriet.
- Det er klart, at når vi har et fiskeri, som er hårdt trængt, så bliver det en varm kartoffel om det kommer til at begrænse fiskeriet efter jomfruhummere i Kattegat, siger borgmester Tobias Birch Johansen (Venstre).
Skal gøres nænsomt
Havvindmølleparken ved Læsø skal være med til at opfylde de danske klimamål om, at Danmark i 2030 skal være nettoeksportør af vedvarende energi.
Copenhagen Infrastructure Partners, som står bag projektet, ønsker i første omgang at lave en forundersøgelse i området. Den skal bane vejen for det egentlige projekt, som kan etableres i løbet af nogle år.
- Vi lever i en grøn omstillingsperiode, og vi skal sørge for, at det bliver gjort nænsomt for vores erhverv og for vores ø, siger borgmesteren.
Områderne, som vurderes teknisk og økonomisk egnede til opsætning af havvind med en kapacitet på mindst 500MW, skal have attraktive vindforhold og håndterbare bundforhold.
Bøchers Banke Havvindmøllepark menes ud fra de kriterier at være et attraktivt område. Havmølleparken vil blive beliggende otte kilometer fra det nærmeste punkt på Læsø ved Bløden Hale og Danzigmand og 50-60 kilometer fra Frederikshavn.
Tror ikke på indflydelse
Området er ifølge høringsmaterialet udpeget under hensyntagen til naturbeskyttelsesområder, infrastruktur og statslige arealreservationer til vedvarende energi.
- Jeg tror ikke vi har veto. Vi er høringsberettigede, og vi kommer også med et høringssvar, men jeg tvivler på, at vi får afgørende indflydelse på, om den kommer eller ej, siger borgmester Tobias Birch Johansen (Venstre).
Copenhagen Infrastructure Partners har foretaget en analyse af bund- og vindforhold i området, og vurderer, at projektet er teknisk og økonomisk realiserbart.
De skriver i høringsmaterialet, at områdets placering giver mulighed for at udbygge et projekt af en såkaldt "signifikant skala".
Hvis alt går efter planen, skal vindmøllerne være klar til at producere strøm i 2029.