Verdenskendte tage af ålegræs bliver fornyet
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Læsø er verdenskendt for sine tage af ålegræs. De 36 tangtage på Læsø er unikke, og derfor er arbejdet med at forny dem i gang, så tagene kan blive bevaret.
Moderne hjælpemidler bliver taget i brug, når Læsøs tangtagstradition skal holdes i live.
- I gamle dage gjorde pigerne det med hænderne, men nu har vi fået en maskine til at hjælpe os, fortæller tængemand Henning Johansen, som fører an i arbejdet med at lægge et nyt tangtag på et sommerhus i Vesterø på Læsø.
Ålegræsset, som bruges til at beklæde taget, findes ikke længere på Læsø, så det kommer til fra Østersøen, men teknikken er den samme, som er blevet brugt på øen i flere hundrede år.
- Pigerne fandt ud af, at man kunne lave en klump tang og så vikle den rundt om lægterne med en hale. Det er så halen, der holder hele tangklumpen, siger Henning Johansen, som er en af de få, der kender til teknikken bag at lave et tag af ålegræs.
Læsø er verden over kendt for sine tangtage, men ålegræs var indtil man opfandt stenuld et udbredt isoleringsmateriale. Ålegræsset giver ikke bare et tæt tag, som hjælper huset med at holde på varmen. Det rådner heller ikke og kan ikke brænde.
Fonde støtter nye tag
Det sommerhus, tængemændene arbejder på i øjeblikket, har altid været beklædt med det karakteristiske tag af ålegræs. En donation på 19 millioner kroner fra AP Møller Fonden og ni millioner fra Slots- og Kulturstyrelsen betyder, at ejeren kun skal betale ti procent af de tre millioner, det koster at udskifte taget.
- Hvis ejeren valgte en bliktagsløsning, ville det cirka koste 300.000 kroner. Nu kommer det så til at koste tre millioner kroner i stedet, siger Henning Johansen.
Men hvorfor skal man bruge så mange penge på at lægge et tangtag?
- Fordi, det er det eneste sted i verden, der er tilbage, hvor man har brugt ålegræs på tag, lyder det fra tængemanden.
50 tons ålegræs skal op på taget og spredes ud. Det kommer cirka til at tage en måned at lægge det nye tangtag, men så holder det til gengæld også i en menneskealder.
- Det ender med at gå op over skorstenen og være to meter tykt. Det falder i løbet af et år sammen til at være en meter i tykkelsen, og så kommer vi næste år og lægger græstørv på, siger Henning Johansen.