Tidligere minister: Læsø skal på finansloven
Politikerne på Christiansborg har svigtet Læsø ved ikke at få vedtaget en ny udligningsreform. Det mener Venstres tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, som opfordrer til, at Læsø får særtilbud via finansloven.
Økonomien på Læsø hænger ikke sammen. Medlemmerne af kommunalbestyrelsen måtte vedtage et budget for 2020, som ender med underskud. Det er i strid med loven.
Politikerne på øen har flere gange henvendt sig til både Social og Indenrigsminister Astrid Krag og folketingets Social- og Indenrigsudvalg for at få en økonomisk håndsrækning, men foreløbig er der ikke kommet en eneste ekstra krone til Læsø.
Ø-politikernes kamp for at redde næste års økonomi får nu opbakning fra Karsten Lauritzen. Sidste års gav den borgerlige regering Læsø 10 millioner kroner i særtlskud via finansloven. Samme beløb har kommunen modtaget i år, men det er ikke nok, mener den tidligere Venstre minister.
Lauritzen: Skiftende regeringer bærer skylden
Politikerne på Christiansborg bærer nemlig en stor del af skylden for Læsøs økonomiske problemer, mener Karsten Lauritzen, da skiftende regeringer ikke har haft held til at få lavet en længe ønsket udligningsreform.
- Det bliver vi nødt til at hjælpe dem med, og det har de også en berettiget forventning til. Vi har ikke leveret den udligningsreform, som skulle rette op på problemet, siger Karsten Lauritzen.
I Folketnget har han stillet spørgsmål til finansminister Nicolai Vammen, og spurgt og ministeren vil anerkende, at der er en særlig demografisk udfordring på Læsø, og om ministeren derfor er indstillet på, at der skal ydes Læsø et tilskud via finansloven.
Finansminister: Læsø har fået særtilskud
I første omgang er svaret ikke positivt for Læsøs vedkommende. Nicolai Vammen skriver i det skriftelige svar til Karsten Lauritzen:
- Ø-kommuner har en række særlige udfordringer, som der tages højde for i tilskuds- og udligningssystemet, hvorfor der blandt andet ydes særskilte tilskud til kommuner på øer uden fast forbindelse. Regeringen har fremlagt sit finanslovforslag for 2020, og der pågår forhandlinger herom. Resultaterne af disse forhandlinger foreligger således ikke for nuværende, skriver finansministeren.
Karsten Lauritzen er ikke tilfreds med svaret.
- Det mindste finansministeren kunne gøre er for pokker da at anerkende, at der er nogle kommuner, som er særligt udfordret, fordi vi politikere ikke har fået lavet en udligningsreform endnu. Derfor skal man også prioritere nogle ekstra midler i finanslovsforhandlingerne, siger han.
Politikerne på Læsø har 13. december fået foretræde for Social- og Indenrigsminister Astrid Krag.