Øboere får halv pris på færgebilletter året rundt
Foto: Færgeselskabet Læsø
Turister, læsøboere og sommerhusejere på øen kan nu se frem til billigere billetter, når turen går til og fra Frederikshavn.
Læsøboere kan for kun 175 kroner for en personbil med to voksne og to børn sejle med Læsøfærgen fra 1. januar 2018. Det er en markant prisnedsættelse på 56 procent i forhold til den nuværende familiepris på 405 kroner for en færgetur mellem Frederikshavn og Læsø, skriver Færgeselskabet Læsø i en pressemeddelelse. De billige billetter kommer også til at gælde sommerhusejere på Læsø.
Selv turister på øen kan se frem til at få billigere færgebilletter. De får omkring 50 procent rabat i forhold til normalprisen fra 2016, inden den trafikale ligestilling trådte i kraft. Her lyder prisen derfor på 250 kroner for en standardbillet til en personbil med op til syv passagerer.
For turisternes vedkommende gælder de stærkt nedsatte priser nu i 10 af årets 12 måneder med kun højsæsonen som undtagelse.
- Der er i alle tilfælde tale om markante prisnedsættelser, som uden tvivl vil skabe mere trafik og deraf følgende vækst, jobs og øget bosætning på Læsø. Særligt fordelagtige er de nye priser for Læsøfærgens kernekunder i form af læsøboerne, som vi desuden imødekommer med en forenkling af vores billettyper, siger Lars Simon Rieks, direktør i Færgeselskabet Læsø i en pressemeddelelse.
Udover billigere billetter bliver det nu også lettere at finde rundt i billetjunglen. Fra 1. januar 2018 introducerer Færgeselskabet Læsø en forenklet billettype til beboerne på Læsø, så det bliver hurtigere og nemmere at booke billetter.
Indtil videre har prisen for en passager varieret efter om passagerne var pensionister, voksne, børn eller en blanding. Fra næste år findes de forskellige billettyper ikke længere. De bliver i stedet erstattet af en standardpris på 175 kroner for en såkaldt ø-bil med op til syv passagerer uanset alder.
Prisnedsættelserne skyldes, at Færgeselskabet Læsø har lagt sidste hånd på fordelingen af de offentlige midler, der har til formål at sikre, at det koster det samme at sejle en kilometer med færge, som det koster at køre en kilometer i bil. Ligeledes har Færgeselskabet Læsø brugt egne midler til at nedbringe priserne yderligere.
- De nye priser kommer til at betyde rigtig meget for øen. Vi har allerede én gang oplevet markant vækst i trafikken, da prisen på færgebilletter blev nedsat i 2016, og det samme vil efter al sandsynlighed ske igen. Imidlertid understreger prisnedsættelserne og den medfølgende øgede interesse omkring Læsø, at vi har brug for yderligere kapacitet, hvorfor vi arbejder videre med planerne om at investere i en ny Læsø-færge, siger Olav Juul, bestyrelsesformand i Færgeselskabet Læsø i en pressemeddelelse.
Han henviser til, at Færgeselskabet Læsø er i færd med at undersøge muligheden for at indsætte en ny og moderne færge med den nødvendige kapacitet for ruten. Dette skyldes de nuværende færgers alder, og at de på de mest travle tidspunkter er fuldt booket.
Det betyder, at de nuværende færger ikke er i stand til at følge med den voksende interesse for Læsø, hvilket i sidste ende resulterer i mistet indtjening for øens turismeaktører og dermed Læsø som sådan.
De lavere færgetakster til de danske øer er en del af aftalen ”Vækst og udvikling i hele Danmark”, der er enstemmigt vedtaget af alle partier i Folketinget.
Priserne på færgebilletter til Læsøfærgen blev første gang sat ned i perioden 15. august 2016 til 23. oktober 2016. Det resulterede i en stigning på 37 procent i antallet af overførte personbiler sammenlignet med den tilsvarende periode året forinden, skriver Færgeselskabet Læsø i en pressemeddelelse.