Læsø mangler penge: Højere skat kan blive konsekvensen
Kommunalbestyrelsen på Læsø har vedtaget et budget for næste år med et minus på 9,5 millioner kroner på bundlinjen. Det er ikke tilladt for en kommune at vedtage et budget, som ikke er i balance, og derfor kan Læsø Kommune blive tvunget til at finde besparelser eller hæve skatten for at overholde loven.
Det er et budget 2019 med underskud, borgmester Karsten Nielsen og de otte andre medlemmer af kommunalbestyrelsen på Læsø har stemt igennem.
- Vi var jo nødt til at vedtage et budget. At det så desværre var et budget med en voldsom ubalance, er vi selvfølgelig kede af. Vi vil ikke klynke, men vi kunne ikke gøre andet i den situation, vi var i, siger Læsø Kommunes borgmester Karsten Nielsen (Dansk Folkeparti).
Ø-kommunen har forsøgt at nå frem til et budget i balance, men det var ikke muligt. Læsø Kommune har kun få håndtag at skrue på.
- Vi har en meget lille administration på rådhuset, vi har en skole, et plejehjem og en børnehave herovre, så vi har ikke de store muligheder for at skære, siger Karsten Nielsen.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen skal der være balance mellem indtægter og udgifter i en kommunes budget. Den bekendtgørelse overholder Læsø med et minus på 9,5 millioner kroner ikke.
Ingen hjælp på vej lige nu
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (Liberal Alliance) ønsker ikke at stille op til interview omkring situationen på Læsø.
Skriftligt svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet
Ministeriet har fra Læsø Kommune fået fremsendt den såkaldte hovedoversigt over kommunens budget. Kommunen har imidlertid ikke angivet størrelsen af ubalancen. Ministeriet vil derfor gå i dialog med kommunen for at sikre, at der er enighed om ubalancens størrelse. Fx står Læsø Kommune til at få ca. 1 mio. kr. som følge af overgangsordningen for kommuner med udligningstab. Ministeriet vil på baggrund af dialogen vurdere behovet for opfølgning.
Tror du oprigtigt på, at der kommer hjælp fra Christiansborg til at løse jeres problem?
- Ja, det tror jeg, der gør. Vi sætter vores lid til finanslovsforhandlingerne, som er skudt i gang nu, siger Karsten Nielsen.
Skatten kan stige markant
Hvis ikke Folketinget finder en løsning på Læsøs budgetkvaler og sender ekstra penge til øen, kan Økonomi- og Indenrigsministeriet tvinge Læsø Kommune til at sætte skatten op for at lukke hullet i budgettet. Det kan i så fald medføre en skattestigning på mellem fire og fem procentpoint, hvilket svarer til at en læsøbo skal betale 15.000 kroner mere i skat om året.
- Jeg tænker ikke, at det kan redde noget, at vi betaler mere i skat herovre. Det er landspolitisk det her. Vi skal have hjælp. Det kan ikke hænge sammen på andre måder, siger Anette Grydgaard fra Byrum.
- Alle vil jo nok være kede af at betale mere i skat. Det er ikke et problem, man kan løse på Læsø. Hvor skulle pengene komme fra? Jeg tror, at vi skal i byen og ned på knæ ved ministeren, siger Per Tjeen, der er tidligere landbetjent på Læsø.
På kommunekontoret har borgmesteren ikke givet op endnu. Den tidligere bankmand håber, at der bliver fundet en løsning på budgetudfordringen, uden at læsøboerne må til lommerne.
- Vi vil jo gerne have flere beboere herover, og hvis vi i stedet genner dem væk, så duer det jo ikke. Det kan vi i kommunalbestyrelsen ikke se os selv i, siger Karsten Nielsen.
Fordi så forstærker I bare problemet på længere sigt?
- Ja, det gør vi jo simpelthen, siger Karsten Nielsen.