Læsø-færge med mystisk skade: Frygter problemer i påsken
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Læsø-færgen Margrete fik tirsdag aften en mystisk skade på sin propel, og Ane Læsø overtager driften, indtil Margrete er repareret.
Læsø-boere, turister og erhvervsdrivende kan risikere at ende i problemer, efter færgen Margrete har fået en skade på sin propel.
Tirsdag aften lød der pludselig et brag, da færgen dokkede i Vesterø Havn, hvorefter færgen rystede gentagende gange. Færgets personale kunne herefter konstatere, at der var sket en skade på skibets propelsystem.
- Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, og vi er nu ved at undersøge det. Lige nu er færgen tilbageholdt af Søfartsstyrelsen, og vi skal have færgen til et værft for at blive repareret, inden vi kan komme ud og sejle igen. Problemet er bare, at vi endnu ikke har fundet et værft, der har tid til at kigge på Margrete, siger Lars Rieks, direktør hos Færgeselskabet Læsø.
Risikerer problemer i påskeferien
Som erstatning er reservefærgen Ane Læsø nu taget i brug og sejler planmæssigt, men Margretes uheld risikerer at gå udover påsketrafikken til øen, hvis ikke den bliver repareret inden, oplyser Lars Rieks.
- Det kan give gener, for Ane Læsø er ikke lige så stor som Margrete og kan ikke sejle med lige så meget tung trafik. Det kan derfor blive et problem, hvis den skal stå for al påsketrafikken, som inkluderer erhvervsdrivende, der typisk kører med tung last, siger Lars Rieks.
Planen er dog, at hvis Margrete ikke er klar igen til påskeferien, så vil der blive lavet en ny sejlplan, hvor Ane Læsø kommer til at sejle flere gange end først planlagt, så man forhåbentligt ikke støder ind i problemer.
Hold øje med færgeselskabets hjemmeside
Færgeselskabet Læsø anbefaler sine passagerer at holde øje med selskabets hjemmeside, som løbende bliver opdateret med nye oplysninger om færgens tilstand.
Lars Rieks oplyser, at færgeselskabet bruger dagen i dag, onsdag, på at få afklaret situationen omkring færgen, og beder passagerer om at lade være med at ringe ind med spørgsmål.
- Der er ikke nogen, der har fået aflyst deres rejse. Indtil videre kan man bare ikke lige booke i perioden mellem 11.-22. april. Vi beder i stedet folk om at holde øje med vores hjemmeside, hvor der kommer nye informationer, siger Lars Rieks.
Det er ikke mere end en uge siden, at Margrete sidst var på værft, men nu skal færgen altså igen under hammeren.